[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Natten til lørdag vil nedbør sandsynligvis mest i form af regn trække ind over Bornholm, og bagefter vil temperaturerne ligge omkring 4-5 plusgrader.

Kombinationen af regn og varmere temperaturer vil få store mængder sne til at smelte hurtigt. Onsdag lå der omkring 90 centimeter sne på Bornholm. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
 

Beredskabsstyrelsen Bornholm er klar til at rykke ud, hvis der skulle blive brug for assistance til at pumpe smeltevandet væk. I en uge har lænsemateriel fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland været placeret på Bornholm, så styrelsen er godt rustet, hvis Bornholms Politi eller Bornholms Regionskommune skulle bede om assistance.
 

- Her fredag eftermiddag har vi endnu ikke været ude på nogen lænseassistancer. Først lørdag eller søndag regner vi med, at der kan ske noget, siger 1. vagthavende ved Beredskabsstyrelsen Bornholm, Thomas Bach-Svendsen.
 

Myndighederne er særligt opmærksomme på lavtliggende områder, hvor oversvømmelser kan få konsekvenser for samfundet. Det gælder blandt andet ved Sorthat-Muleby, hvor et søkabel forsyner øen med strøm fra Sverige, samt ved Nexø transformatorstation.