[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Jordskælvet er blevet opgjort til at have haft en styrke på 7,2 på Richterskalaen. Mange tusinde bygninger er blevet beskadiget, og mere end 1.000 personer frygtes omkommet. Siden er området blevet ramt af mange efterskælv.


Temperaturen i området når om natten ned under frysepunktet. Hjælpepakken, som sendes af sted, er derfor beregnet til vinterindkvartering. Det drejer sig om:


  • 100 telte
  • 700 soveposer
  • 1500 tæpper

Materiellet afgår fra Aalborg Lufthavn i løbet af fredagen den 28. oktober med et af forsvarets Hercules-transportfly. Hjælpen forventes at være fremme i området i løbet af weekenden.


Hjælpen til Tyrkiet sker efter anmodning fra den tyrkiske stat til EU. Udsendelsen af den danske teltlejr foregår således inden for rammerne af EU's samarbejde om civil beskyttelse (Civil Protection Mechanism). Indsatsen finansieres af Udenrigsministeriet.