[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Beredskabsstyrelsen har assisteret med drikkevandstanke og vanddunke i forbindelse med forureningen af det københavnske drikkevand.

Henover weekenden har Beredskabsstyrelsen Sjælland og Beredskabsstyrelsen Hedehusene assisteret Københavns Kommune med opstilling af drikkevandstanke og uddeling af 25 liters vanddunke til københavnske plejehjem, institutioner og skoler.

- Vi har i alt opstillet 25 drikkevandstanke, der hver kan rumme ca. 1.000 liter, og herudover har vi uddelt et større antal 25-liters vanddunke, fortæller chefvagt ved Beredskabsstyrelsen Hedehusene, Michael Rasmussen.

Omkring 30 frivillige og værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen har deltaget i opstillingen af tankene og uddelingen af vanddunke.

Nærmere information om drikkevandssituationen i København findes på Københavns Kommunes hjemmeside.