[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Kort før klokken 18 søndag aften gik der ild i træstykker på et cirka 150 meter langt transportbånd på Herningværket. Beredskabsstyrelsen Midtjylland assisterede Herning Kommunale Beredskab med at slukke branden, der truede med at brede sig til 1800 kubikmeter træflis fordelt i to store siloer.
 

- Branden foregik i cirka 42 meters højde. Vores opgave var blandt andet at hejse en C-slange med strålerør op til toppen af siloen, hvor vi kunne stå og sprøjte vand på branden på transportbåndet, fortæller 1. vagthavende ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland, Søren Larsen.
 

Stoppet fem meter fra siloerne
Transportbåndet hænger i 25-45 meters højde og transporterer træflis fra en opbevaringsplads udenfor og ind i siloerne, hvorfra træflisen fortsætter ind i brændkammeret. Efter et par timers arbejde blev branden stoppet blot fem meter fra siloerne.
 

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi kendes årsagen til branden ikke. Ingen kom til skade ved branden, der udelukkende forårsagede materielle skader, oplyser politiet til hjemmesiden aoh.dk.
 

I alt sendte styrelsen to autosprøjter, en tankvogn, en slangegruppe, fire befalingsmænd samt 18 frivillige og værnepligtige til assistancen.