Internationale indsatser
Alle lande – såvel inden for som udenfor EU - kan i katastrofetilfælde sende en anmodning om international assistance via EU. Den såkaldte MIC (Monitoring and Information Centre) er det centrale grundlag for det operative EU-samarbejde på civilbeskyttelsesområdet.
Via MIC’en kan et katastroferamt land kontakte samtlige EU-lande på én gang frem for at skulle etablere en lang række bilaterale kontakter. MIC’en danner et overblik over den tilbudte assistance og muliggør kommunikation og koordination mellem de assisterende lande, det ramte land og udsendte koordinationseksperter.
MIC’en kan også hjælpe de assisterende lande med koordination af flytransport. CECIS (Common Emergency and Information System) er et fælles, webbaseret kommunikationssystem, som sikrer en hurtig formidling af anmodninger, tilbud og accept af assistance.
Både materiel og personer
Anmodninger om assistance formidlet via MIC’en omfatter både materiel og personel og i mange tilfælde desuden vurderings- og koordinationseksperter. Antallet af anmodninger har været stigende de seneste 10 år.
Inden for EU har særligt skovbrande i Sydeuropa og oversvømmelser i Østeuropa givet anledning til anmodninger fra de ramte lande. Globalt har katastroferne omfattet bl.a. jordskælv i Haiti, Chile og Tyrkiet, oversvømmelser i Pakistan, jordskælv/tsunami og nuklear katastrofe i Japan og håndtering af flygtninge fra Libanon.
Sidst opdateret 10-02-2012 - kl. 13:49