EU, samarbejde og civilbeskyttelse
EU-samarbejdet på civilbeskyttelsesområdet har udviklet sig markant de seneste 10 år. Natur- og menneskeskabte katastrofer har fået et øget omfang både inden for og uden for EU. Et effektivt internationalt samarbejde er derfor nødvendigt både for at assistere hinanden, når katastrofen rammer og for at kunne bekæmpe grænseoverskridende risici og trusler.
EU har en fremtrædende rolle med at facilitere koordinationen af europæisk assistance ved internationale anmodninger om katastrofehjælp. Samarbejdet har forgrenet sig med fokus på såvel respons som på beredskabsplanlægning, uddannelse og øvelsesaktivitet. Med respekt for det nationale ansvar arbejdes der konstant med at udvikle det fælles samarbejde.
Den grundlæggende EU-lovgivning om samarbejdet på civilbeskyttelsesområdet er under revision. Under EU-formandskabet leder Danmark disse forhandlinger. Læs om disse forhandlinger på
Forsvarsministeriets hjemmeside.
Arbejdsgrupper og komitéer
Civilbeskyttelsessamarbejdet, som nu fremgår af Lissabon-traktaten (TFEU artikel 196), omfatter samarbejdet i Rådet, navnlig i rådsarbejdsgruppen PROCIV (Council Working Party on Civil Protection). Forsvarsministeriet vil under det danske formandskab lede arbejdet i PROCIV.
Beredskabsstyrelsens samarbejde i Kommissions-regi omfatter bl.a. civilbeskyttelseskomitéen; EU-CPC (Civil Protection Committee) og en række underliggende tekniske ekspertgrupper.
EU-Kommissionen afholder desuden et halvårligt møde med generaldirektørerne for civilbeskyttelsesområdet. Danmark er - som EU-formandskabsland - vært for mødet.
Civilbeskyttelsessamarbejdet omfatter EU's 27 medlemslande, EØS-landene Norge, Island, Liechtenstein samt kandidatlandene Tyrkiet, Makedonien og Kroatien.
Sidst opdateret 10-02-2012 - kl. 13:47