Svært tilskadekomne personer kan have læsioner i ansigtet, som kan være livstruende og kræver hurtig handling. Førstehjælperen må søge at skabe frie luftveje og standse blødninger.

Da ansigtslæsioner ofte ser voldsomme ud, kan de aflede opmærksomheden fra andre umiddelbart livstruende situationer. Blødningsshock opstår sjældent udelukkende på baggrund af blødning i ansigtet, hvorfor man bør være yderst opmærksom på andre årsager hertil, hvis den tilskadekomne viser tegn på shock²⁴.

Ikke alene blødning kan være med til at spærre luftvejen, men også brækkede tænder, knoglestykker og ødelagte bløddele kan skabe problemer.

De følgende afsnit drejer sig dels om førstehjælpen til alvorligt tilskadekomne, dels om den almindelige førstehjælp ved visse mindre læsioner (se desuden afsnittet "Overfladisk læsion af hovedet" ).

Næseblødning

Næseblødning ses ofte og kan skyldes både tilskadekomst (herunder også næsepilleri) og sygdomme. Hyppig næseblødning kan være forårsaget af for eksempel forhøjet blodtryk, og man bør derfor ved lejlighed rådføre sig med sin praktiserende læge, hvis man ofte får næseblod.

Næsens funktioner er, udover at være lugteorgan, at fungere som luftvej og at opvarme, fugte og filtrere indåndingsluften. Desuden fungerer den som resonnansrum, hvilket tydeligt kan høres, hvis næsen er stoppet (for eksempel i forbindelse med forkølelse), hvor stemmen får en snøvlende, klangløs lyd.

Næsen (rhinos) består af den ydre næse (det vi ser i det daglige) og næsehulen. Den ydre næse (nasus externus) er bygget op over et skelet af knogler og brusk (som udgør langt hovedparten). Næsehulen (cavitas nasi) strækker sig bagud fra næsen til svælget. Den første del er beklædt med hud og resten med slimhinde. Næseskillevæggen (septum nasi) deler næsehulen i to symmetriske dele, som hver især igen deles ufuldstændigt op af næsemuslingerne (conchae nasales). Der er fra næsehulen forbindelse til ansigtets bihuler.

Kun øverst i næsehulen, på et ganske lille område, sidder der nerveceller som er følsomme for lugt (se afsnittet "Lugt & smag" ).

Næseslimhinden har en rig blodforsyning, og selvom de fleste tilfælde af næseblødning er ufarlige, kan der i nogle tilfælde være tale om så voldsomme blødninger, at det udgør en fare for den tilskadekomne.

Blødningen kan stamme fra den forreste del af næsen (90% af tilfældene ^25;26) eller fra den bagerste del.

Næseblødning (epistaxis) fra den forreste del af næsen er hyppigst, hvilket blandt andet kan skyldes, at der på næseskillevæggen er et område med mange overfladiske blodårer (benævnt locus Kiesselbachi) som let går i stykker ved næsepilning, slag eller i nogle tilfælde ved kraftig næsepudsning²⁵.

Blødninger fra den forreste del af næsen standses som regel nemt ved at klemme sammen om næseboret, eventuelt efter man har placeret en tot vat i næseboret. Det har ingen mening at fylde næsehulen ud med vat eller andet²⁵.

Trykket omkring næsen skal holdes konstant i 10-15 minutter. Letter man trykket for at "se om det har hjulpet", vil blødningen ofte fortsætte, da blodet ikke har haft tid til at størkne. Den tilskadekomne bør lejres siddende, medmindre han udviser tegn på shock²⁶.

Er blødningen ikke standset efter 2-3 korrekte forsøg, bør man søge læge.

Blødning fra den bagerste del af næsehulen er ofte alvorligere end blødningerne fra forreste del af næsehulen. Som regel vil den tilskadekomne have en fornemmelse af, at der løber blod ned i svælget, og der vil ofte komme blod ud af begge næsebor. Dette ændrer dog ikke på førstehjælpen. Mens blødninger fra den forreste del af næsesvælget hyppigst rammer unge mennesker, er det oftest ældre der oplever blødninger fra bagerste del af næsesvælget26.

Brud på/i næsen

Læsion af næsen forekommer hyppigt og kan ofte medføre brud af enten den benede eller den bruskede del²⁷.

Symptomerne vil være hævelse og ømhed over bruddet, eventuelt deformitet og blødning. I nogle tilfælde vil hævelse af slimhinden i næsen lukke denne til, således at luften ikke kan passere. Afhængig af slagets styrke og retning kan næsen forskubbes til en af siderne eller trykkes indad.

Den forreste tredjedel af næseskillevæggen er af brusk og brækker derfor ikke så nemt ved slag på næsen, som hvis den havde været af knogle. Brud ses dog, såvel som næseskillevæggen kan gå af led fortil.

Ved ansigtslæsioner ses desuden ofte blodansamling omkring næseskillevæggen (septumhæmatom). Der vil som regel være blodansamling på begge sider af næseskillevæggen og ofte i så stort omfang, at begge næsehuler afspærres25.

Førstehjælpen er den samme som ved næseblødninger. Hvis bruddet har medført fejlstilling af næsen, bør man søge læge. Sættes bruddet ikke på plads, vil det kunne medføre varig deformitet af næsen og andre problemer på længere sigt.

Ved svære ansigtstraumer kan den øverste del af næsehulen være involveret, såvel som man skal være opmærksom på, om der er andre, og farligere, læsioner på hoved og halshvirvelsøjle, som da er vigtigere at tage sig af (se afsnittet "Læsion af centralnervesystemet" ).

Kæbebrud

Slagsmål og trafikulykker er blandt de hyppigste årsager til kæbebrud. Dette skyldes, at det kræver en anseelig styrke at fremkalde sådanne brud. Andre årsager kan være skudlæsioner eller faldulykker²⁴. Underkæben er mest udsat og andrager sig cirka to tredjedele af alle kæbebrud.

Symptomerne er smerter (dels ved sammenbid, dels ved berøring af brudstedet), hævelse, deformitet eller nedsat bevægelighed.

Underkæbe-brud (mandibel-frakturer) vil ofte være kombineret med ledskred i kæbeleddet. Overkæbe-brud (maxil-frakturer) kaldes også for mellemansigtsfrakturer. Baggrunden for dette er, at brud på overkæben ofte inddrager adskillige af de andre ansigtsknogler, for eksempel ganen eller kindbenene.

Førstehjælperen skal koncentrere sig om at sikre frie luftveje. Ofte vil blod, opkast, udslåede tænder eller dele heraf kunne true luftvejene. Hævelse af bløddelene i mundhulen kan medføre risiko for kvælning, da også næsehulen ofte vil være spærret i disse situationer²⁵.

Ved svære læsioner af underkæben kan tungen falde tilbage og hindre vejrtrækningen. Er den tilskadekomne bevidstløs, må førstehjælperen skabe frie luftveje ved at trække fremad i kæben, såvel som lejring på siden (i aflåst sideleje) kan være livreddende²⁴.

Læsion af tænderne

Læsion af tænderne er i sig selv sjældent livstruende. Alligevel er førstehjælp til disse læsioner af stor betydning, da tænderne har flere vigtige funktioner: Dels udgør de det første led i fordøjelsen ved at findele kosten, dels har de betydning for talen.

Den hyppigste årsag til læsion af tænderne er faldulykker, og blandt de resterende tilfælde er sportsskader, følger af vold og trafikulykker blandt de hyppigste. Oftest er det fortænderne i overmunden, der ødelægges.

Som voksen har man normalt 32 tænder, heraf 8 fortænder, 4 hjørnetænder og 20 kindtænder, fordelt mellem over- og undermund. Det er dog ikke ualmindeligt at have ekstra - eller færre - tænder end de 32.

Størstedelen af en tand findes i kæben. Den enkelte tand består af tre stoffer: Dentin, emalje og cement. Emaljen udgør det yderste lag af den synlige del af tanden, og er det hårdeste stof i kroppen. Den del af tanden der sidder skjult i kæben (i kæbens alveoler) dækkes af cement, som er tæt sammenhængende med rodhinden, hvorved enhver bevægelse af tanden, under normale forhold, forhindres. Størstedelen af tanden udgøres af dentin, som omslutter rodkanalen, hvor kar og nerver til tanden løber28.

Den mindste tandlæsion er en "tandrystelse", hvor tanden stadig sidder fuldstændigt fast, men er øm. Ved voldsommere ulykker kan der slås et stykke af tanden, eller den kan slås løs eller helt ud.

Genanbringelse af en udslået tand kan lade sig gøre helt op til 2-3 timer efter ulykker. Det gælder dog, at jo hurtigere det sker, des større er sandsynligheden for et godt resultat. Den optimale førstehjælp, i forhold til tanden, vil da være, at den tilskadekomne eller førstehjælperen sætter tanden på plads med det samme. Er tanden slået helt ud, vil smerterne forbundet hermed dog oftest være så store, at man bør undlade forsøget.

Er den udslåede tand stærkt tilsmudset kan man vælge at skylle den ren. Bedst er sterilt saltvand, alternativt kan vand fra vandhanen bruges. Man bør kun holde på tandkronen²⁹ og må under ingen omstændigheder gnubbe på tanden eller på anden måde forsøge at fjerne urenhederne mekanisk, da dette vil beskadige rodhinden og nedsætte sandsynligheden for succesfuld genanbringelse.

I langt de fleste tilfælde skal førstehjælperen blot anbringe tanden i saltvand eller mælk og sørge for at denne følger den tilskadekomne til tandlægen, eller, hvis der er andre behandlingskrævende læsioner, til skadestuen.

Sterilt saltvand (0,9% NaCl) er at foretrække. Dette kan findes for eksempel i øjenskylleflasker ophængt på nogle arbejdspladser. Saltvand kan også blandes i situationen, her skal man bruge godt 1 teskefuld almindeligt fint bordsalt til en liter vand (0,9% NaCl = 9 gram per liter. En teskefuld fint salt vejer knap 7 g).

Mælk, som i de fleste situationer vil være tilgængeligt, har en sammensætning som gør det til et acceptabelt miljø for en tand29;30. Dette skyldes mælkens osmolaritet (samlede koncentration af ubundne ioner og molekyler) og særligt indholdet af calcium og magnesium.

Korrekt opbevaring af den udslåede tand spiller en afgørende rolle for det videre forløb. Rundt om tandroden findes fibre, som hæfter tanden til kæbens knoglevæv. Fibrene overlever ikke længere tids udtørring (sjældent længere end 60 minutter), og man bør derfor hurtigst muligt anbringe tanden som ovenfor beskrevet.

Førstehjælpen i tilfælde hvor der er slået større eller mindre stykker af en tand adskiller sig ikke fra den ovenfor beskrevne.

I mange tilfælde vil håndteringen af en tilskadekommen med vejrtrækningsbesvær kunne medføre, at man skal bevæge hovedet i forhold til kroppen eller eventuelt hele den tilskadekomne.

Halshvirvelsøjlen kan være udsat for store kræfter i forbindelse med tilskadekomst. Som hovedregel skal alle tilskadekomne, som enten er bevidsthedspåvirkede eller har læsioner på hals eller hoved sikres mod unødig bevægelse af halshvirvelsøjlen²⁴.

Undtagelser fra denne hovedregel er tilfælde, hvor der åbenlyst ikke har været tale om en ulykke, som kan medføre læsion af halshvirvelsøjlen, som for eksempel et bidsår eller snitsår i ansigtet.

Angst for at bevæge halshvirvelsøjlen må dog ikke medføre, at man helt undlader at yde førstehjælp til en tilskadekommen. Det skal understreges, at sikring af frie luftveje har højere prioritet end sikring af halshvirvelsøjlen. Oftest kan frie luftveje dog sikres samtidig med minimal bevægelse af halshvirvelsøjlen, hvilket altid bør tilstræbes.

Håndtering af tilskadekomne med halshvirvelsøjle-læsioner gennemgås nøjere i afsnittet "Brud på rygsøjlen" .