Læsion af luftvejene kan opstå på forskellige måder. Overordnet kan de deles i gennemtrængende (penetrerende) og stump beskadigelse af legemet (traume).

Penetrerende traumer er alle læsioner, hvor en fremmed genstand gennemtrænger dele af kroppen, som for eksempel knivstik, skudsår (se kapitlet "Eksplosionsulykker og skudlæsioner" ) eller store glasskår. I næsten alle tilfælde vil det, når brystkassen rammes, give anledning til en luftansamling i lungesækken og i mere end ¾ af tilfældene også blodansamling i lungesækken.

I en del tilfælde vil der også være læsioner i bughulen. Dette kan blandt andet forklares ved at anskue anatomien: Mellemgulvet buer opad fra ribbensranden, hvorved brystkassen og bughulen "overlapper" hinanden. Et knivstik mellem nogle de nederste ribben på forsiden af brystkassen, vil i højre side kunne forårsage læsion af leveren og i venstre side af milten.

Stumpe traumer forårsager læsioner på flere måder. Der kan være tale om trykskade, hvor det enkelte organ knuses eller en knogle brækker. Voldsomme hastighedsændringer (som for eksempel opstår når to biler støder frontalt sammen med høj hastighed) kan også forårsage ødelæggelse, idet organerne udsættes for træk og kraftig forskydning ved opbremsningen³.

Inden læsningen af de næste afsnit skal man gøre sig klart, at en meget hyppig årsag til spærring af luftvejene hos bevidstløse mennesker, er når tungen falder bagud i mundhulen og spærrer for luftvejene. Andre hyppige årsager er udslåede tænder, opkast og blod i de øvre luftveje.

I en del situationer vil førstehjælperen relativt nemt kunne konstatere, om der er vejrtrækning eller ej. Ofte vil vejrtrækningen kunne sikres ved at skabe frie luftveje med enkle håndgreb eller ved at give kunstigt åndedræt.

Førstehjælpsundervisning bør derfor især dreje sig om de grundliggende håndgreb frem for en detaljeret gennemgang af læsionstyper.

I afsnittet "Basal luftvejshåndtering" , omtales blandt andet lejring af bevidstløse.

Kvæstning af lungevæv sker typisk ved ulykkestyper, der medfører en kraftig, kortvarig sammentrykning af lungevævet. Denne skadesmekanisme ses især ved højhastigheds-trafikuheld og faldulykker fra ét niveau til et andet.

Ødelæggelsen af lungevævet vil gøre det besværligt at trække vejret, hvilket kan betyde, at man risikerer at komme til at lide af iltmangel. Disse læsioner udgør en alvorlig risiko for både sygdom og død i forbindelse med mange forskellige ulykker³.

Ved de ovennævnte læsioner bevæger kroppen sig med høj hastighed. Ved sammenstødet bringes kroppen til standsning. Da lungerne ligger "løst" i brysthulen, vil de fortsætte indtil de rammer brystvæggen. Herved udsættes de for en kraftig, kortvarig trykbølge på grund af kontakten med brystvæggen.

Kvæstningen af lungevævet (lungekontusion) opstår, idet belastningen af lungevævet kan medføre, at kapillærnettet ødelægges, så blodets celler kan trænge ind i selve lungevævet eller ud i alveolerne. Der vil samtidig foregå en ophobning af væske (ødem) mellem de enkelte celler i lungevævet3.

I begyndelsen vil det være blødningen ud i alveolerne, der udgør det største problem, idet de respiratoriske luftveje herved bliver mindre. Lungerne vil forsøge at udnytte de uskadte dele bedre, hvilket kan medføre en "ond cirkel" hvor andet lungevæv ødelægges som følge af øget belastning.

Efterhånden vil luften få sværere ved at passere det ramte område samtidig med, at lungen bliver mindre elastisk. Det vil derfor være meget hårdt at trække vejret, hvilket kan betyde, at vejrtrækningen ikke er tilstrækkelig til at opfylde behovet. Det betyder at kroppen tilføres for lidt ilt og ikke kan komme af med den dannede kultveilte. Samtidig vil kroppens syre-base balance blive forskudt.

Tilstanden kan medføre dårlig vejrtrækning i løbet af kort tid (indenfor få timer efter ulykken⁴), men ofte først i løbet af et døgn. Tilstanden kræver ofte intensiv behandling på sygehus. Vejrtrækningen kan da lettes ved at lade personen ligge på ryggen (medmindre andre læsioner taler imod), hvilket vil give kroppen bedre mulighed for at udnytte den uskadte del af lungevævet³.

I situationer med ophostning af lyst, skummende blod skal personen placeres på den syge side, hvis muligt (se afsnittet "Lungeblødning" )⁵.

Lungesækkens to hinder ligger normalt tæt op ad hinanden med en smule væske imellem (se afsnittet "Lungerne" ). Der kan både ved ulykker og sygdomme opstå en lomme af luft mellem de to hinder. Vejrtrækningen kan herved blive nedsat væsentligt.

Luftlommen kan opstå enten på grund af et hul i brystvæggen eller et hul i lungevævet. I begge tilfælde vil lungens elasticitet medføre, at lungen klapper helt eller delvist sammen.

Luftansamling

Under indånding øges brystkassens omfang og der skabes et undertryk mellem de to hinder. Lungen vil normalt udvides i takt med brystkassen, men med et hul ind til lungesækken vil der nu kunne trækkes luft ind i stedet. I nogle tilfælde vil hullet være åbent hele tiden, og luften kan passere både frem og tilbage. En luftansamling i lungesækken kaldes også pneumothorax³.

Overtryks- luftansamling

I andre tilfælde kan lungevæv eller væv fra brystvæggen (for eksempel en flap af en hinde eller en muskel) kunne fungere som ventil. Resultatet bliver, at luften kan suges ind i lungesækken under indåndingen, mens den ikke kan komme ud ved udåndingen. Luftansamlingen vil øges i størrelse, og lungen vil få tilsvarende mindre plads. Efterhånden vil trykket i luftansamlingen stige og være til hinder for tilstrækkelig vejrtrækning. Dette kaldes overtryks-luftansamling (spændingsluftansamling eller trykpneumothorax). I alvorlige tilfælde kan trykket blive så stort, at hjertet skubbes over mod den anden, raske, lunge. Både hjerte- og lungefunktion nedsættes drastisk i denne situation³.

Under normale forhold (A) vil luften udelukkende være at finde i luftvejene. Ved læsion af lungen eller brystvæggen kan der opstå en luftansamling i lungesækken. Læsionen kan være åben ved både ind- og udånding (B & C), eller kun ved indånding (D & E).

I den første situation vil der ved indånding (B) trækkes luft ind i lungehulen og ved udånding (C) vil luft kunne slippe ud fra lungehulen.

I den anden situation vil der ligeledes trækkes luft ind i lungehulen ved indånding (D). Imidlertid kan en vævslap eller lignende fungere som ventil i forbindelse med udåndingen (E). Ved hver indånding vil der således ophobes yderligere luft i lungehulen, hvorved en overtryksluftansamling kan opstå.

Førstehjælp

En luftansamling i lungesækken vil oftest ikke give alvorlige symptomer, med mindre den udvikler sig til en overtryks-luftansamling eller svarer til mere end 40% af den ene lunge. Der kan også opstå alvorlige symptomer, hvis man i forvejen lider af hjerte-lungesygdom eller er i shockfare³.

Som førstehjælper er det næsten umuligt at afgøre, om en af de to beskrevne situationer er til stede. Endvidere er det problematisk, at de begge kan kræve hurtig lægelig behandling, da det kan være nødvendigt at fjerne luftansamlingen operativt.

Er der tale om en åben lungelæsion, hvor man kan høre - eller se - luften suse ud og ind via såret, gælder det om at lukke hullet (med hånden eller anden lufttæt forbinding).

En luftansamling i lungesækken kan dels opstå som følge af luftpassage gennem brystvæggen (mellem lungesækken og omgivelserne) og gennem lungevævet (mellem lungesækken og luftvejene). En lufttæt forbinding hindrer luft i at passere gennem såret mellem omgivelserne og brysthulen og har således kun effekt i den ene af situationerne. En ventil-lignende forbinding vil tillade luft at trænge ud af såret (hvorved luftansamlingen i lungesækken mindskes), men hindre luft i at trænge ind gennem såret. Det er vigtigt straks at lukke såret og først derefter bruge tid på at finde materialer og udstyr til at anlægge en forbinding³.

Ved en åben lungelæsion skal man straks hindre yderligere luft i at trænge ind i lungehulen (A). Såret kan dækkes med sterilt kompres (B), hvorpå der kan lægges en ventillignende forbinding (C-D). Forbindingen skal bestå af lufttæt materiale, som plastres fast på "tre sider". Ved indånding vil forbindingen blive suget ned mod såret, hvorved luft forhindres i at trænge ind i lungesækken. Luft som undslipper fra brysthulen ved en udånding kan, da forbindingen kun er lukket på tre sider, undslippe.

Sidder der fremmedlegemer i såret (for eksempel en kniv), skal man ikke prøve at fjerne dette. Man risikerer at situationen forværres, idet der nu pludselig kan opstå en voldsom blødning, som før var standset netop på grund af fremmedlegemets tryk på den ødelagte blodåre, eller at forholdene nu tillader dannelse af en større luftansamling, eventuelt under tryk.

Blod kan, ligesom luft (se afsnittet "Luftansamling i lungesækken" ), samle sig mellem lungehinderne. Dette skyldes oftest blødning fra lungevævet, men kan også stamme fra læsioner på de store kar i brysthulen eller de blodkar, som løber langs ribbenene. Også i denne situation kan der opstå væsentlige vejrtrækningsproblemer³.

Til forskel fra luftansamlingen, vil blodansamlingen (hæmothorax) kunne trykke på det blødende sted og dermed mindske blødningens størrelse (ved kompression, præcis ligesom andre blødninger stoppes på denne måde, se afsnittet "Nedsat volumen i karbanen" ). Samtidig indeholder lungerne store mængder af et stof som fremmer blodets størkning (thromboplastin, faktor III, som deltager i koagulationen, se afsnittet "Blod" )3.

Da blodtrykket endvidere er lavt i lungekredsløbet (i det mindste lavere end i det store kredsløb, se kapitlet "Kredsløbets anatomi og fysiologi" ) kan blødningen i nogle tilfælde standse af sig selv.

Fortsætter blødningen, kan det ende i en situation med en svær blodansamling i lungesækken. Det farlige i denne situation er blodtab. Brysthulen kan indeholde flere liter blod, hvorfor der er alvorlig fare for udvikling af shock. Da åndedrættet samtidig besværes, er der tale om en livstruende situation^3;6.

Ved en blodansamling i lungesækken trækker lungevævet sig sammen svarende til blødningens størrelse. Kraftig blødning kan forårsage en blodansamling på flere liter: Ikke alene vejrtrækningen, men også kredsløbet trues.

Som ved luftansamlinger, er det som førstehjælper næsten umuligt at vide, om der er en blodansamling i lungesækken eller ej. Er der tale om voldsom blødning fra et sår på brystkassen, skal man prøve at standse denne. Som nævnt tidligere, skal man ikke forsøge at fjerne eventuelle fremmedlegemer, idet der er risiko for fornyet blødning - eller dannelsen af (overtryks-)luftansamling.

Ved ulykker der påfører brystkassen større kræfter udefra, er der mulighed for ribbensbrud. Er der ømhed over et eller flere ribben, må man mistænke et brud - som dog ofte ikke kan ses på røntgenbilleder. Den største fare ved et brækket ribben er de læsioner, som kan opstå i forbindelse med bruddet, for eksempel luft- eller blodansamlinger i lungesækken, knusningslæsioner på lungen eller ødelæggelse af kar, der ligger tæt ved det skadede ribben³.

Selve ribbensbruddet vil være til gene for den tilskadekomne ved at besværliggøre vejrtrækningen. Enhver bevægelse af den brækkede knogle vil resultere i smerte. Den tilskadekomne vil søge at undgå denne smerte, hvilket sker ved en overfladisk vejrtrækning, som kan resultere i iltmangel på længere sigt. Lungebetændelse er også en mulig komplikation, da personen på grund af smerten vil hoste mindre effektivt. Hermed renses luftvejene ikke ordentligt, og lungeblærerne kan efterhånden klappe samme og blive udgangspunkt for en infektion³.

Brud af de øverste to ribben sker sjældent, da det kræver stor kraft (for eksempel et direkte slag med en hammer) at brække disse. Til gengæld vil der ofte være andre betydelige læsioner i forbindelse med et sådan brud, for eksempel på omkringliggende kar eller på hjertemuskulaturen3.

Brud på de nederste ribben kan medføre betydelige læsioner i bughulen, især på lever eller milt (se afsnittet "Penetrerende abdominalt traume" ), mens brud på flere ribben samtidig øger sandsynligheden for andre medfølgende læsioner, såvel som åndedrættet bliver yderligere besværet3.

I nogle tilfælde kan de enkelte ribben brække flere steder samtidig. Dette kan medføre, at en del af brystvæggen bliver løs i forhold til resten af brystkassen. Som omtalt i afsnittet "Brystkassen og brysthulen" , foregår åndedrættet ved at brystkassen udvides, hvorefter lungerne følger med på grund af trykforskellene. Når en del af brystvæggen sidder løst, kan det blive svært at danne det nødvendige undertryk. Dette kan ses som "paradoksal bevægelse" af en del af brystvæggen: Når brystkassen udvides ved indåndingen, vil det løse stykke i stedet bevæges indad. Ofte er den underliggende kvæstning af lungevævet (se afsnittet "Kvæstning af lungevæv" ) en væsentlig del af årsagen til den dårlige vejrtrækning3.

Hvis en del af brystvæggen er løsnet fra omgivelserne kan brystvæggen miste sin stabilitet. Dette kan ske ved læsioner, hvor flere ribben hver især brækker flere steder. Det løsnede stykke af brystvæggen vil ved indånding (A) blive suget indad, og ved udånding skubbet udad (B), hvilket kaldes paradoksale vejrtrækningsbevægelser. Hvis der ikke er frie luftveje flyttes luften blot mellem de to lunger.

Såfremt luftvejene er helt eller delvist spærrede i denne situation (af for eksempel blod, opkast eller på grund af bevidstløshed), kan der opstå en situation, hvor luften flyttes frem og tilbage mellem den raske og den syge lunge, når den tilskadekomne forsøger at trække vejret³.

For alle de ovenstående situationer gælder, at der kan opstå en ond cirkel, hvor den nedsatte effektivitet og den store anstrengelse ved vejrtrækningen udtrætter den tilskadekomne, som derfor trækker vejret dårligere endnu, udtrættes yderligere og så fremdeles. I sidste ende kan dette medføre iltmangel.

Brud på nøglebenet (kravebenet, clavicula) er oftest en relativt harmløs læsion. Af og til kan bruddet dog resultere i at skarpe knoglestykker kan ødelægge en større vene (vena subclavia), der ligger i tæt relation til nøglebenet, med blødning til følge3.

Brud på brystbenet er tidligere blevet betragtet som en meget alvorlig og livstruende læsion, især på grund af faren for en samtidig, alvorlig påvirkning af hjertet. Nyere undersøgelser har dog vist, at brud på brystbenet kun opstår sjældent ved trafikulykker samt at det sjældent får alvorlige følger⁷.

Førstehjælpen vil i alle tilfælde dreje sig om at støtte brudstedet, så yderligere smerte undgås. Dette kan foregå ved at lejre den tilskadekomne behageligt. Er den tilskadekomne bevidstløs, skal frie luftveje sikres. Trækker han vejret, skal han placeres i aflåst sideleje.