Hjertedød

I forbindelse med dødens indtræden bliver personen bleg, og legemstemperaturen begynder at falde. Pupillerne vil udvides og være reaktionsløse ved påvirkning med lys, såvel som personen bliver slap og uden reflekser.

Disse tegn kan indgå i en læges helhedsvurdering af personen, men kan ikke betragtes som sikre tegn på dødens indtræden, og må ikke benyttes af førstehjælperen til at formode en person død (se afsnittet "Lovgivning som vedrører førstehjælperen'' ).

De sene sikre dødstegn omfatter dødsstivhed, ligpletter og forrådnelse. Svære læsioner, som er uforenelige med videre liv, såsom forkulning af kroppen eller adskillelse af hovedet og kroppen, betragtes også som sikre dødstegn. For førstehjælperen er kun tilstande, hvor det for enhver er tydeligt, at videre liv er udelukket, tilstrækkelige til at kunne formode en person død. Ved forrådnelse, forkulning af kropskernen eller andre kvæstelser uforenelige med videre liv, kan førstehjælperen således formode en person død, mens dødsstivhed og ligpletter ikke er tilstrækkeligt hertil (se nedenfor samt afsnittet "Lovgivning som vedrører førstehjælperen'' ).

Nogen tid efter dødens indtræden opstår der stivhed i alt muskelvæv i kroppen.

Dødsstivhed (rigor mortis) opstår i al muskulatur, og er en naturlig konsekvens af cellernes død. Når vejrtrækning og kredsløb ophører, afbrydes transporten af ilt og næringsstoffer til cellerne og efter nogen tid dør cellerne.

Grundlaget for muskelcellernes sammentrækning i levende tilstand, er en række kemiske processer, hvor aktin og myosin (se afsnittet "Musklens opbygning'' ) bevæges i forhold til hinanden. Aktin- og myosinstreng-ene ligger vævet ind i hinanden men hænger ikke sammen. Ved aktivering af muskelcellen vil små hoveder på myosinstrengene bindes til aktinstrengene. Hovederne vipper derefter ganske lidt, hvorved de to strenge bevæges i forhold til hinanden. Forbindelsen mellem strengene (tværbroer) brydes derefter, og hovederne vipper tilbage i deres oprindelige stilling, uden at være bundet til aktinstrengene. Hvis der fortsat er behov for sammentrækning af muskelcellen, vil hovedet bindes på ny og de øvrige reaktioner følge herefter. Én cyklus af de ovennævnte forkorter muskelcellen med 16 nanometer. Processen skal derfor gentages et meget stor antal gange for at opnå en mærkbar forkortning af muskelcellen (og dermed af en muskel)206.

Hver eneste gang denne proces skal gentages, skal der tilføres ny energi til det enkelte myosinhoved. Energien transporteres til myosinmolekylet i form at et energirigt molekyle (ATP). Når ATP-molekylet spaltes afgives tilstrækkelig energi til, at myosinhovedet kan lave sit lille "vip". Dette vip kan kun ske, efter myosinhovedet er bundet til aktinstrengen. De to strenge vil nu være forskudt i forhold til hinanden, men bindingen mellem dem kan først ophæves, når der tilføjes et nyt molekyle ATP. Dette molekyle ATP vil herefter indgå ved næste "vip" fra myosinhovedet206.

De enkelte muskler, og dermed muskelceller, holdes konstant let spændte (hvilespænding, se afsnittene "Musklens opbygning'' og "Bevidstløshed'' ), hvilket betyder, at der konstant er dannet tværbroer mellem en mængde aktin- og myosinstrengene i hver enkelt muskelcelle206.

Når cellen dør, ophører produktionen af ATP. Når cellens depot af ATP er opbrugt, vil tværbroerne mellem aktin- og myosinstrengene ikke kunne brydes, hvorved musklen fastholdes i sin stilling: Dødsstivheden indtræder.

Dødsstivhed begynder, under almindelige omstændigheder, at udvikle sig omkring 2-5 timer efter dødens indtræden, er fuldt udviklet i løbet af 8-12 timer og varer ved i 1-3 døgn¹⁸⁸. Dødsstivheden ophører igen i forbindelse med den generelle nedbrydning af vævet.

Ved tilstrækkelig kraftig påvirkning, kan dødsstivhed "brydes" og kan herefter ikke gendannes. Hvis for eksempel armene på en person, hvor dødsstivheden er indtrådt, bøjes med magt, vil de herefter være løse og slappe i leddene. Dette adskiller dødsstivhed fra den stivhed, der opstår ved almen underafkøling, hvor stivhed omkring de enkelte led består, også efter leddet er blevet bevæget igennem²⁰⁶.

Ligpletter (livores) er rød- eller blåviolette misfarvede pletter, som opstår i huden i tyngdekraftens retning efter dødens indtræden.

Ligpletter opstår, når blodcirkulationen er ophørt. Blodet vil herefter lagdeles i blodkarrene på grund af tyngdekraften, hvor de røde blodceller falder "til bunds". Efter nogen tid vil de røde blodceller gå til grunde og indholdet, heriblandt hæmoglobin, vil strømme ud i blodbanen. Hæmoglobin kan nu passere ud gennem de udvidede og utætte blodkar, hvilket vil farve det omkringliggende væv rødt til blåviolet206.

Omkring 3-5 timer efter dødens indtræden vil ligpletterne blive tydelige, og i de næste cirka 10 timer træde tydeligere frem.

Der kan ses små blåsorte blodudtrædninger i forbindelse med stærkt udviklede ligpletter, hvilket skyldes bristning af de små kar i huden, opstået efter dødens indtræden²⁰⁶.

Ligpletternes farve afhænger af blodets iltindhold på dødstidspunktet: Har personen lidt af svær iltmangel (i blodet) ved døden, vil der ses mørke, blåviolette ligpletter, men har personen haft store mængder ilt i blodet, som det kan ses ved forgiftning med cyanid eller kultveilte (se afsnittene "Cyanid'' og "Kulilte'' ), vil der ses lyse, røde ligpletter²⁰⁶.

Efter dødens indtræden nedbrydes kroppen ved forrådnelse (cadaverositas). Der kan være tale om egentlig forrådnelse, hvor bakterier aktivt nedbryder vævet, eller en nedbrydning forårsaget af kroppens egne enzymer²⁰⁶.

Forrådnelsen skyldes hovedsagelig bakterier, som findes i tarmen. Deres aktivitet fører til udvikling af forskellige gasser, hvorfor kroppen efter nogen tid vil se oppustet ud.

Det første tegn på forrådnelse kan i nogle tilfælde indtræde efter nogle få timer, hvor der opstår en ubehagelig, ram lugt. Efterhånden vil der udvikles en grønlig misfarvning af huden, hvis personen er lejret på ryggen først i flankerne, og efterhånden vil hele bugvæggen misfarves, og herefter de øvrige dele af kroppen. Ofte ses en tydelig, sortrød, netagtig aftegning af de overfladiske returårer, idet blodet udgør et godt vækstmedie for bakterierne. Efter længere tid vil der opstå vabler med forrådnelsesvæske i huden. Væggen i disse er tynd og brister nemt ved berøring206.

Forrådnelsesprocessens hastighed afhænger af forskellige faktorer, således vil høj temperatur i omgivelserne eller i kroppen på dødstidspunktet forøge hastigheden, ligesom infektion af blodbanen eller overvægt også fremmer processen. Afkøling hæmmer processen kraftigt og ved en legemstemperatur på 4°C eller derunder sker der normalt kun beskeden forrådnelse²⁰⁶.