Den normale graviditet varer gennemsnitligt 280 dage (40 uger) regnet fra seneste menstruations første dag. Variation i graviditetens længde er meget normalt. Graviditeten inddeles i tre trimestre, hvor første trimester omfatter de første 12 uger efter sidste menstruation. Andet trimester er perioden frem til og med 28. uge og tredje trimester resten af graviditeten²⁰³.

Befrugtningen sker sædvanligvis, når æg og sædcelle mødes i æggelederen. Herefter begynder det befrugtede æg at dele sig, og har efter to døgn delt sig til 4-6 ens celler. Omkring 4-5 dage efter befrugtningen ankommer fosteranlægget til livmoderen (og består da af 16-20 næsten ens celler), hvorefter det sætter sig fast i slimhinden (implantation)²⁰³.

De første otte uger efter befrugtningen taler man om et fosteranlæg (et embryon), hvor organsystemerne grundlægges, og de menneskelige træk efterhånden udvikles. Herefter er der tale om et foster, hvor de fleste organer er anlagt, men stadig skal vokse kraftigt og modnes til at varetage deres specielle funktioner²⁰³.

Når fosteranlægget sætter sig i slimhinden i livmoderen, begynder udviklingen af moderkagen (placenta) og fosterhinderne. Tilførsel af ilt og næringsstoffer fra moderen til fosteret og udskillelse af kultveilte og affaldsstoffer fra fosteret til moderen, sker via moderkagen. Moderkagen består af et tæt netværk af hulrum, hvor blod fra moderen og fra fosteret kommer i tæt kontakt med hinanden uden at blive blandet. Fosterhinderne danner en sæk, hvor i fostervandet omslutter og beskytter fosteret203.

Fødslen forløber som regel af sig selv ved termin (efter 38 ugers graviditet, det vil sige 40 uger efter seneste menstruations første dag) uden risiko for moder eller barn. Fødslens tidsforløb varierer meget fra kvinde til kvinde²⁰³.

I det følgende omtales enkelte sjældne situationer, hvor førstehjælp kan være nødvendig, for at redde såvel moderens som barnets liv.

Abdominale traumer på gravide

I det første trimester er fosteret beskyttet af den tykvæggede livmoder beliggende i det lille bækken (se afsnittet "Urinvejene & kønsorganerne'' ). I løbet af graviditeten forstørres livmoderen og bliver dermed et organ beliggende i den egentlige bughule (se afsnittet "Bughulens anatomi'' . I andet trimester er fosteret beskyttet af en stor mængde fostervand, men i tredje trimester er der kun ringe beskyttelse for barnet fra en relativt lille mængde fostervand og en forholdsvist tyndvægget livmoder⁶.

Slag mod bughulen på den gravide kan for eksempel ske i forbindelse med trafik- og faldulykker eller overfald, og kan resultere i sammentrækninger i livmodermuskulaturen, løsning af moderkagen, abort eller fosterdød. I den sidste del af graviditeten kan livmoderen briste ved et voldsomt slag. Førstehjælperen har ikke mulighed for at vurdere, om eventuelle læsioner af barnet er livstruende6.

Førstehjælpen skal sikre moderens overlevelse, ikke alene af hensyn til hende, men også fordi barnets velbefindende er fuldstændigt afhængigt af moderens^6;203.

Førstehjælperen skal, som i andre tilfælde af tilskadekomst, sikre, at den tilskadekomne kvinde har frie luftveje, tilstrækkelig vejrtrækning og blodcirkulation. Hvis der er blødning eller vandafgang fra skeden, ømhed eller smerte fra bughulen, eller tegn på åbenlys læsion, skal ambulance alarmeres⁶.

Fremmedlegemer i luftvejene hos gravide

Fjernelsen af et fremmedlegeme i luftvejene på en gravid kvinde, kan kræve anvendelse af andre håndgreb end vanligt. Omkring 22 uger henne i graviditeten er toppen af livmoderen cirka på niveau med navlen, og omkring uge 36 vil livmoderen nå helt op til ribbensranden⁶.

Er kvinden ved bevidsthed startes med en serie faste dunk mellem skulderbladene (som vanligt, se afsnittet "Ved bevidsthed: Dunk mellem skulderbladene'' ).

Såfremt luftvejene stadig er spærrede (og kvinden ved bevidsthed), anvendes en modificeret udgave af Heimlich's metode, hvor trykket lægges på nederste halvdel af brystbenet (frem for midt mellem navlen og sværdbenet, se afsnittet "Ved bevidsthed: Heimlich's metode'' )²⁰⁴.

Bliver kvinden bevidstløs, eller opdages et fastsiddende fremmedlegeme i luftvejene hos en kvinde som er fundet bevidstløs, indledes kunstigt åndedræt og udvendig hjertemassage som vanligt (se afsnittet "Basal genoplivning - voksne'' ).

Underlivsblødning

I graviditeten kan selv beskeden blødning (fra skeden) være et alvorligt tegn, især sidst i graviditeten^203;205. Blødning kan for eksempel opstå i forbindelse med løsning af moderkagen eller skyldes, at moderkagen sidder forkert, således at den dækker for livmoderhalsens åbning og dermed sidder i vejen for fosterets fødsel²⁰⁵.

Uanset årsag skal den gravide lejres i venstre sideleje og straks bringes til fødeafdeling eller nærmeste sygehus med ambulance^203;205.

Lejres den gravide på ryggen kan fosteret, især i sidste del af graviditeten, trykke hårdt ned mod rygsøjlen i bughulen. Da den fælles returåre fra underekstremiteterne løber mellem rygsøjlen og livmoderen, kan trykket fra fosteret spærre det venøse blods vej retur til hjertet. Hermed falder hjertets pumpefunktion (der er ikke nok blod at pumpe ud) og dermed blodtrykket. Dette kan være livsfarligt for både moder og barn. Ved lejring i sideleje undgås denne situation205. Returåren og pulsåren ligger ved siden af hinanden på rygsøjlen, returåren til højre for pulsåren. Ved lejring på venstre side af kroppen, vil trykket på returåren lettes mere effektivt end ved lejring på højre side.

Afgang af fostervand

Veer er som regel det første tegn til at fødslen begynder. I nogle tilfælde kan vandet gå, før veerne er begyndt (primær vandafgang). Er vandet gået, skal den fødende kvinde lejres i venstre sideleje. Fodenden kan eventuelt hæves, idet fosteret herved glider lidt tilbage og trykket mod livmoderhalsen derved lettes. Transport til den planlagte fødeafdeling foregår liggende i ambulance²⁰⁵.

For tidlig fødsel

Begynder veerne før den forventede tid, vil behandlingen i de fleste tilfælde stile mod at standse veerne og derved give fosteret mulighed for at udvikle sig fuldt før fødsel²⁰⁵.

Den fødende kvinde skal lejres på siden med hævet fodende. Herved undgås dels tryk mod bughulens vener, dels at fosteret, ved at presse mod den nedre del af livmoderen og livmoderhalsen, yderligere accelererer fødslen²⁰⁵.

Kvinden bør indlægges på fødeafdeling hurtigst muligt. Transporten bør ske roligt, idet skånsom transport øger sandsynligheden for, at veerne går i stå²⁰⁵.

Styrtfødsel

I sjældne tilfælde overraskes en gravid kvinde af fødslen. Veerne mærkes først når pressetrangen indtræder, og kan forveksles med afføringstrang, hvorfor eksempler på fødsel i toiletkummen er set. Førstehjælperen må i denne situation søge at redde barnet fra at drukne, såfremt moderen (på grund af forskrækkelsen) ikke er i stand til dette²⁰⁵.

Sker fødslen i hjemmet eller under transport til fødeafdeling skal førstehjælperen overvåge den fødende og yde psykisk førstehjælp om nødvendigt205.

Først når barnets hoved er født, bør førstehjælperen gribe ind, og da kun ved at tørre mund og næse for slim. Når hele barnet er født tørres mund og næse atter for slim, og det sikres, at luftvejene er frie. Når barnet skriger (hvilket er et godt tegn på normal vejrtrækning), lejres det lavere end moderen (hvorved blodet fra moderkagen kan løbe over i barnet). Når pulsen i navlesnoren er ophørt lejres barnet på moderens mave og således at frie luftveje er sikret. Navlesnor og moderkage lades urørt af førstehjælperen²⁰⁵.

Er barnet livløst indledes basal genoplivning til spædbørn (se afsnittet "Basal genoplivning - spædbørn og småbørn'' ).

Forhøjet blodtryk og fødekrampe

Forhøjet blodtryk under graviditeten (graviditets-induceret hypertension) kaldtes tidligere svangerskabsforgiftning, idet årsagen mentes at være produktion af et giftstof i moderkagen²⁰³. Forhøjet blodtryk under graviditeten kan, sammen med andre symptomer (se nedenfor), forekomme forud for fødekrampe (eklampsi) og kaldes da præeklampsi.

Fødekrampe (eklampsi) er en alvorlig tilstand, som kan føre til krampe og øget blødningstendens, ligesom bevidsthedsniveau, vejrtrækning og kredsløb kan påvirkes i et sådant omfang, at moderens og fosterets liv kan trues205. Krampene minder på mange måder om generaliserede kramper som ved et epileptisk anfald (se afsnittet "Generaliserede tonisk-kloniske anfald'' )203.

Det kan være svært at afgøre, om en gravid er ved at udvikle præeklampsi, da der er tale om symptomer, som kun vanskeligt kan erkendes uden hjælpemidler.

I forbindelse med forhøjet blodtryk under graviditeten kan der samtidig være ophobning af væske i kroppen og udskillelse af protein i urinen203. De fleste gravide har, helt naturligt, en øget mængde vand i kroppen, hvilket kan gøre det svært at afgøre, om den ophobede væskemænge er forøget. Protein i urinen findes ved laboratorieanalyse, og måling af blodtrykket skal foregå under standardiserede forhold, og resultatet sammenholdes med det sædvanlige blodtryk.

Diagnosen stilles efter lægeundersøgelse og førstehjælperen kan derfor kun reagere på almene symptomer, som utilpashed ud over det sædvanlige. Symptomer på forværring af tilstanden er blandt andet hovedpine og synsforstyrrelser (uklart syn, flimren for øjnene, dobbeltsyn og blinde pletter i synsfeltet)²⁰³.