Radioaktive stoffer anvendes i svingende mængder og former i forbindelse med forskning, undervisning, i industrien og i forbindelse med medicinsk diagnostik og behandling. I begrænsede mængder findes der også radioaktive stoffer i røgalarmer¹⁸⁴.

Der er omkring 1.000 registrerede brugere af radioaktive stoffer i Danmark, og der finder cirka 50.000 transporter af radioaktive stoffer sted om året. Ved langt hovedparten af disse transporter er mængden af det transporterede stof meget begrænset, og selv ved uheld vil stråling i livstruende omfang i praksis ikke finde sted¹⁸⁴.

Stråleskader betegner både sygdom og øget sygdomsrisiko opstået på grund af ioniserende stråling ("radioaktiv stråling"). Der skelnes mellem tre typer stråleskader⁹:

I Danmark ses der hvert år kun ganske få personer, hvor der er mistanke om stråleskade, på verdensplan er mindre end 1000 tilfælde af stråleskade i fredstid beskrevet⁹.

Ved høje stråledoser påvirkes vævet i et sådant omfang, at cellerne dør. I de fleste tilfælde vil celledød ske med en vis forsinkelse, idet strålingen har ødelagt cellens arvemateriale (DNA) i en sådan grad, at cellen ikke kan dele sig og derfor går til grunde. I nogle tilfælde kan strålingen være så voldsom, at celledød indtræder øjeblikkeligt, som følge af ødelæggelse af livsvigtige dele af de enkelte celler⁹.

Kroppens forskellige væv har varierende følsomhed for ioniserende stråling, en forskel som hænger nøje sammen med, hvor ofte cellerne deler sig.

Blandt de mest følsomme celletyper er hvide blodceller (lymfocytter), umodne bloddannende celler i knoglemarven og tarmslimhindens yderste cellelag. Mindre følsomme er for eksempel de overfladiske celler i lungerne, nyrerne, leveren og skjoldbruskkirtlen og blandt de mindst følsomme celletyper er muskelceller og modne celler i knogler, brusk og bindevæv⁹.

Jo større strålefølsomheden i et væv er, jo kortere tid vil der gå før symptomer opstår efter bestråling, og jo mindre stråling skal der til for at forårsage ødelæggelse. Da kroppens organer består af flere forskellige slags væv, vil man se symptomer fra de enkelte organsystemer i en bestemt rækkefølge i forhold til modtagen dosis i det enkelte organ.

Stråledosis kan beskrives som absorberet dosis, der angives i enheden gray (Gy) eller i ækvivalent dosis, angivet i sievert (Sv). Ækvivalent dosis er en angivelse, hvor den absorberede dosis er korrigeret i forhold til strålingstype og -energi. Ved bestråling af hele kroppen vil den ækvivalente dosis oftest svare til den absorberede dosis. Den naturligt forekommende stråling (baggrundsstrålingen) er i Danmark gennemsnitligt 3 mSv om året. Ved røntgenundersøgelse udsættes man, afhængig af undersøgelsesmetode og formål, for 0,1-10 mSv⁹.

Førstehjælp ved ulykker med radioaktive stoffer

Det betragtes som yderst usandsynligt, at der i fredstid vil forekomme ulykker her i landet, hvor strålingen antager et sådant omfang, at akut strålesyge kan opstå¹⁸⁴.

Radioaktivt materiale i større mængder, hvor en ulykke kan medføre stråling i livstruende niveau, findes her i landet kun på Forskningscenter Risø og i tre industrielle anlæg - og da under særlige sikkerhedsforanstaltninger¹⁸⁴.

Førstehjælperen må beskytte sig selv mod den ioniserende stråling ved at søge inden døre og lukke døre og vinduer. Førstehjælpen til en person, som har været udsat for større mængder ioniserende stråling, indrettes efter symptomerne⁹, og professionel hjælp tilkaldes. Er personen forurenet med radioaktivt nedfald, er der fare for indånding eller indtagelse af radioaktivt materiale, hvorfor den tilskadekomne bør renses i videst muligt omfang.

Ved større ulykker eller krigshandlinger, såvel inden- som udenlands vil der blive varslet af politi og redningsberedskab via sirener, og yderligere information vil blive udsendt i radio og tv.

Bestråles hele kroppen, eller en stor del af kroppen, kan der opstå akut strålesyge. Akut strålesyge er ikke set i Danmark som følge af ulykke⁹.

Afhængig af strålingens størrelse vil strålesyge udvikle sig med forskellig sværhedsgrad og hastighed. Generelt vil akut strålesyge vise sig med lette varslingssymptomer (prodrome symptomer) efterfulgt af en periode uden symptomer (et frit interval) og derefter en fase hvor alvorlige symptomer opstår fulgt af en helbredelsesfase (rekonvalescensfasen)⁹.

<0,25 Gy

Stråledosis mindre end 0,25 Gy giver ikke symptomer⁹.

0,25-1 Gy

Følsomme personer (for eksempel børn) vil få symptomer som kvalme og utilpashed indenfor et døgn og herefter bedring⁹.

1-2 Gy

Er ikke livstruende for sunde voksne mennesker. I det første døgn ses kval-me, opkastning og svækkelse hos de fleste (prodromsymptomer). Efter 20-30 dage (det frie interval) kan der opstå øget infektionstendens, og i nogle tilfælde blodudtrædninger i huden og øget blødningstendens (den kritiske fase). Efter 6-10 uger i alt vil rekonvalescensfasen være overstået⁹.

2-5 Gy

I løbet af ½-1 time opstår der kvalme, svækkelse, opkastninger og diarré. Efter et par døgn bedres tilstanden. Denne bedring (det frie interval) varer 15-25 dage og følges af den kritiske fase, som varer i 12-26 uger. Her ses feber, infektioner, blødninger, blodmangel, diarré, hudlæsioner, hårtab og øjenbetændelse⁹.

Hovedparten af symptomerne skyldes ødelæggelse af det bloddannende væv i knoglemarven (det hæmatopoietiske væv). Symptomerne ovenfor kaldes derfor samlet set "det hæmatopoietiske syndrom"⁹.

Med intensiv behandling kan dødeligheden hos personer i denne gruppe holdes mindre end 10%, men ubehandlet vil halvdelen dø i løbet af 30-60 dage efter strålingspåvirkningen. Bedring efter den kritiske fase foregår langsomt med en varighed på 6-12 måneder⁹.

6-15 Gy

Dødeligt i næsten alle tilfælde. De første symptomer (kvalme, svækkelse, opkastninger og diarré) indtræder i løbet af ½ time. Samtidig kan der opstå shock, føleforstyrrelser, koordinationsbesvær, desorientering og krampe. Det frie interval kan vare op til 6-8 dage, men kan også helt mangle^9;185.

Det bloddannende væv i knoglemarven hæmmes voldsomt indenfor få timer eller dage. Den kritiske fase, som indtræder indenfor få dage, vil være præget af læsion af slimhinder i svælget og hele mave-tarm-kanalen, med blødning og infektion til følge. Læsion af andre organer, for eksempel lunger og nyrer optræder også. Døden indtræder oftest indenfor 10-50 dage⁹.

I den kritiske fase opstår der kvalme, opkastning, diarré og senere ødelæggelse af slimhinden i mave-tarm-kanalen med efterfølgende voldsomt væsketab og forstyrrelse af saltbalancen. Bakterier fra mave-tarm-kanalen kan trænge gennem den ødelagte slimhinde og formere sig i blodbanen og yderligere svække kroppen. Tilsammen kaldes symptomerne "det gastrointestinalle syndrom"^9;185.

>15 Gy

Doser i denne størrelsesorden er uforenelige med videre liv. Døden indtræder ofte indenfor få minutter og senest efter et par døgn, uden at det er muligt at skelne mellem de enkelte faser^9;185.