I kroppen findes der tre former for muskulatur: Glat muskulatur, hjertemuskulatur og skeletmuskulatur. Glat muskulatur findes blandt andet i kroppens indre organer og kar (se afsnittet "Fordøjelseskanalens organer'' "), mens hjertemuskulatur kun findes i hjertet (se afsnittet "Hjertet'' ). I modsætning til glat muskulatur og hjertemuskulatur er skeletmuskulaturen under viljens herredømme.

Set i mikroskop har skeletmuskulatur et karakteristisk udseende med stribning på tværs af længderetningen, hvorfor skeletmuskulaturen også kaldes tværstribet muskulatur. At den tværstribede muskulatur er under viljens herredømme, er en sandhed med modifikationer: Mange tværstribede muskler påvirkes også via reflekser, for eksempel ved smertepåvirkning, og kan derfor udføre bevægelser, som ikke kan undertrykkes bevidst.

Skeletmuskulatur udgør knap halvdelen af vægten hos normalvægtige voksne og har, udover at bevæge knoglerne i forhold til hinanden, mange andre funktioner: Skeletmusklers bevægelser omkring vener er grundlaget for venepumpen (se afsnittet "Returårer'' ), og med en tilsvarende mekanisme transporteres lymfen. Skeletmusklernes aktivitet er også en vigtig del af kroppens temperaturregulering, foruden at de fungerer som beskyttelse for skelettet og organer i for eksempel bughulen.

Musklens opbygning

Cellerne i tværstribet muskulatur er normalt 0,05-0,15 mm tynde og sædvanligvis 1-3 cm lange, men kan i lange muskler være op til 10 cm. De enkelte muskelceller er omgivet af et lag bindevæv og ordnet i små bundter (muskelfascikler), der ligeledes er omgivet af bindevæv og tilsammen danner musklen. Hele musklen omsluttes af en kraftig bindevævshinde, en muskelfascie.

Muskelcellerne er pakket tæt med trådformede proteiner, muskelfibriller (myofibriller), som strækker sig i hele cellens længde. To slags proteiner, aktin og myosin, danner myofibrillerne. De enkelte strenge af aktin og myosin ligger parallelt, men sådan at de overlapper hinanden i muskelcellens længderetning. Når muskelcellen aktiveres bevæges aktin og myosin i forhold til hinanden, hvorved muskelcellen bliver kortere (se desuden afsnittet "Dødsstivhed'' ).

Muskelfibre opdeles i to hovedtyper, røde (type I, slow twitch) og hvide muskelceller (type II, fast twitch), som har forskellige egenskaber. Røde og hvide muskelceller adskiller sig fra hinanden ved måden, de trækker sig sammen på: Røde muskelceller trækker sig forholdsvis langsommere sammen og med lavere kraft end hvide muskelceller, som til gengæld udtrættes hurtigere. Røde muskelceller er kun i stand til at arbejde, når der er ilt tilstede i cellen, mens hvide muskelceller, i kortere perioder ad gangen, kan udføre arbejde uden tilførsel af ilt.

Myoglobin er et stof som transporterer ilt i muskelcellen, svarende til blodets hæmoglobin (se afsnittet "Transport i blodet'' ). Myoglobin spiller en vigtig rolle i cellens indre: Under cellens hvileperiode optager myoglobin ilt for derefter at afgive det i forbindelse med arbejde. Hvide muskelceller trækker sig sammen med meget stor kraft, hvilket medfører at blodforsyningen i området afsnøres (de omkringliggende hårkar klemmes sammen). Hvide muskelceller indeholder mindre myoglobin end røde, hvorfor evnen til at arbejde i perioder uden ilt er en nødvendig evne for de hvide muskelfibre.

I musklens ender løber muskelfascien sammen med de forskellige bindevævshinder fra musklens indre, og danner tilsammen musklens sener. Tilhæftningen i knoglernes benhinde (periost) har en sådan styrke, at ved overbelastning er det ofte knoglen udfor tilhæftningen som brister frem for senen. Muskelbugen er den del af musklen, som indeholder muskelcellerne.

Muskler kan kun trække sig sammen (eller opretholde en spænding) men ikke udvide sig igen. Musklerne er derfor ordnet parvist omkring leddene, således at en muskel bøjer leddet, og en anden strækker det. Trækkes begge muskler sammen samtidig, vil leddet blive holdt fast i den nuværende stilling. Bevægelse i leddet sker, når den ene muskel afslappes, og den anden spændes.

Muskler kan kun trække sig sammen aktivt. For at blive strukket ud igen, skal de påvirkes med kraft udefra, hvorfor muskler omkring et led er ordnet i grupper, hvor de kan modvirke hinanden. Når overarmens store strækkemuskel (musculus triceps brachii) trækker sig sammen (A) rettes armen ud. Når musklens store bøje muskel (musculus biceps brachii) trækker sig sammen, bøjes armen, mens strækkemusklen strækkes ud igen.

Seneskeder

Hovedparten af tæernes og fingrenes muskler er placeret på henholdsvis underarmen og underbenet. De har derfor meget lange sener, som flere steder løber tæt forbi knogler og vinkles skarpt. For at beskytte senerne mod slid er de forsynet med en seneskede, som nedsætter gnidningsmodstanden.

En seneskede er en aflang sæk dannet af en bindevævshinde, som er foldet rundt om senen (sammenlign med lungehinden og hjertesækken, se afsnittene "Blodansamling i hjertesækken'' og "Lungerne'' ). Mellem de to lag af hinden findes en lille smule slimet væske, der, ligesom i et led, virker smørende.

Overbelastning kan føre til en betændelseslignende reaktion i seneskederne, seneskedehindebetændelse, som kan være smertefuld og langvarig. Tilstanden helbredes ved aflastning gennem en lang periode, hvor seneskedehinderne får ro til at vende tilbage til deres normale tilstand.

Musklernes nerveforsyning

Både muskler, sener, ledbånd og ledkapsler indeholder mange slags sanseceller. Sansecellerne indsamler information til centralnervesystemet om bevægelse og position. Sansecellerne er blandt andet i stand til at give information om en bevægelses hastighed og retning, styrken hvormed en muskel trækker sig sammen, og hvor meget et ledbånd spændes.

Lillehjernen danner konstant et billede, ud fra information fra sansecellerne, af hvordan kroppens dele er placeret i forhold til hinanden, og hvor de er på vej hen. Sammenholdt med oplysninger fra andre sanser er det muligt at orientere sig i forhold til, hvad der er op og ned. Informationen sendes også til storhjernen, hvorved man kan gøre rede for egne bevægelser og stilling (se afsnittet "Ligevægt og stilling'' ).

Skeletmuskulatur udviser, i modsætning til glat muskulatur, ikke spontan aktivitet. Kun når muskelcellen påvirkes af en nerveimpuls, vil den kunne trække sig sammen. Hjernen opretholder sædvanligvis en vis spænding i skeletmuskulaturen. Hvis nerveforsyningen til en skeletmuskelcelle forsvinder, vil den slappes fuldstændigt af.

I nogle muskler, for eksempel ryggens muskler, som bruges til at holde kroppen oprejst, er spændingen kraftigere end i andre. Omkring led, for eksempel i arme og ben, sørger hvilespændingen for, at ledfladerne ikke glider fra hinanden og dermed ødelægger ledkapsel eller ledbånd.

For at en muskel kan trække sig sammen, skal hver enkelt muskelcelle påvirkes af en nerveimpuls. Når en muskelcelle aktiveres af en nerveimpuls, trækker den sig så meget sammen som muligt. Da det altså ikke er muligt at regulere hvor kraftigt den enkelte celle trækker sig sammen, må justeringen af en muskels sammentrækning (som helhed) foregå ved at regulere antallet af muskelceller der aktiveres.

Nervetrådene som formidler impulser til muskelcellerne (motoriske nerver) forgrener sig i musklerne og påvirker et varierende antal muskelceller. En gruppe af muskelceller, som påvirkes af den samme nervecelle, og som derfor trækker sig sammen og afslappes samtidig, kaldes en motorisk enhed.

Størrelsen af en muskels motoriske enheder (det vil sige, antallet af muskelceller der aktiveres samtidig) har stor betydning for musklens arbejde. Det betyder, at muskler, som skal udføre små bevægelser under nøje kontrol, for eksempel fingrenes eller øjnenes muskler, har små motoriske enheder (få muskelceller per nervecelle) mens muskler, hvis funktion kræver megen kraft, men ikke samme grad af nøjagtighed (for eksempel lårets muskler) har store motoriske enheder (med flere tusind muskelceller per nervecelle).

Organiseringen af muskelceller i motoriske enheder har den fordel, at størrelsen af nervebundterne ud til de enkelte muskler er væsentligt mindre, end hvis hver enkelt muskelcelle skulle modsvares af én nervecelle.

Under længerevarende belastninger fordeles arbejdet på forskellige motoriske enheder, hvorved de enkelte muskelceller skiftevis er aktiverede eller afslappede, men musklens arbejde overordnet set er uændret. Ved at fordele arbejdsbelastningen over flere muskelceller på skift, øges muligheden for at vedligeholde og genopbygge de enkelte celler og dermed musklen som helhed.