Knoglerne er forbundet med hinanden, og bevæges i forhold til hinanden, via led. Led kan opdeles i ægte og uægte led, hvor ægte led, til forskel fra uægte led, har en ledhule med ledvæske.

Uægte led

I uægte led er knoglerne forbundet med bindevæv og kun i stand til at foretage fjedrende bevægelser. Knoglerne i bækkenringen og forbindelsen mellem hvirvellegemerne i hvirvelsøjlen (se afsnittet "Rygsøjlen'' ) er også forbundet med uægte led. I nogle tilfælde er bevægelsen i uægte led indskrænket i en sådan grad, at man kan tale om en regulær sammenvoksning af knoglerne (for eksempel neurokraniets knogler, se afsnittet "Kraniet'' ).

Ægte led

Leddene i fingre, skuldre og kæbe er eksempler på ægte led. Den resterende del af dette kapitel vil omhandle ægte led.

Alle ægte led har det til fælles, at de er omgivet af en ledkapsel, at ledfladerne er dækket af ledbrusk, og at der mellem ledfladerne findes en ledspalte fyldt med ledvæske. Bevægelserne i ægte led er stort set friktionsløse og bestemmes af ledfladernes krumninger og ledbånd i og omkring leddet.

I de fleste ægte led er den ene ledflade indadhvælvet (konkav) og den anden udadhvælvet (konveks). Den indadhvælvede ledflade kaldes da ledskålen og den udadhvælvede ledhovedet. Opbygningen med ledhoved og ledskål bidrager til leddets stabilitet, da ledskålen, sammen med ledkapsel og -bånd, begrænser muligheden for uhensigtsmæssig forskydning af ledhovedet.

Ledbrusk

Ledbrusk beklæder i et tyndt lag ledfladerne, hvor de vender ind mod ledhulen. Ledbrusk er slidstærkt og meget elastisk: Brusk kan trykkes sammen til cirka halvdelen af sin oprindelige størrelse og stadig vende tilbage til sin oprindelige form.

Ledbrusk er gennemsnitligt 2 mm tykt, men varierer fra 0,2 mm til 6 mm i tykkelsen, jo større tryk, jo tykkere brusk. Der findes ikke nerver eller blodkar i ledbrusken.

Brusk består af forskellige komponenter, deriblandt nogle særlige kæmpemolekyler (proteoglykaner), som kan binde store mængder vand. Ved belastning presses noget af vandet fri af molekylet for efter belastningens ophør at blive bundet til molekylet på ny. Den store elasticitet forhindrer kar og nerver i at eksistere i bruskvævet, på grund af store variationer i vævets størrelse og form. Bruskvæv ernæres ved diffusion, som kun er effektivt indenfor korte afstande (se afsnittet "Lungerne'' ). Et varieret bevægelsesmønster gennem dagen er derfor nødvendigt for tilstrækkelig forsyning af ilt og næringsstoffer og borttransport af affaldsstoffer, da væsken i bruskvævet herved udskiftes i større omfang end det er muligt ved diffusion.

Med tiden aftager tykkelsen af ledbrusken, og der kan opstå pletvise ødelæggelser, som øger gnidningsmodstanden og giver anledning til slidgigt.

Ledkapsel og ledbånd

Ledkapslen (capsula articularis) kan opdeles i to: En kraftig del yderst og en tynd hinde inderst. Den yderste del, den fibrøse kapsel, består af et netværk af bindevævsfibre, som dels løber i retning mellem knoglerne, dels løber cirkulært om leddet. Den fibrøse kapsel kan være forstærket af bånd af bindevæv (ledbånd), som enten kan være vævet ind blandt de øvrige fibre, eller ligge uden på kapslen. I skulderleddet og knæleddet findes der desuden ledbånd inde i leddet. Leddet kan desuden være forstærket af sener fra musklerne omkring leddet.

Den inderste hinde, synovialmembranen (membrana synovialis), forer hele ledhulen, bortset fra de steder hvor knoglen er beklædt med ledbrusk. Synovialmembranen indeholder celler, som producerer ledvæsken. Synovialmembranen indeholder derfor mange kar, idet en stor blodgennemstrømning skal sikre tilstrækkelig tilførsel af stoffer, som skal bruges ved dannelsen af ledvæsken.

Synovialmembranen er hæftet til indersiden af den fibrøse kapsel og til de dele af knoglen, som ikke er dækket af ledbrusk, men findes indenfor ledkapslen. Ved overgangen fra knogle til ledkapsel findes der ofte en omslagsfold, som sikrer at synovialmembranen ikke begrænser bevægelsen i leddet (eller ødelægges) ved at være for stram.

Ledhulen

Spalterummet mellem ledfladerne kaldes ledhulen eller ledspalten (cavitas articularis). Ledhulen indeholder ledvæsken (synovia), som er en klar, sej væske. Selv store led indeholder kun en lille mængde ledvæske, nok til at smøre ledfladerne uden at leddet fyldes op, og bevægelsen dermed begrænses.

Skematisk opbygning af et led (øverst) og et snit gennem et af kroppens store led, hofteleddet (nederst).

Gnidningsmodstanden mellem ledfladerne er, i et fællesskab mellem ledvæske og ledbruske, meget lille. Ledbrusken, der som tidligere nævnt ikke har karforsyning, ernæres via ledvæsken, som, på grund af de smørende egenskaber, samtidig medvirker til at beskytte ledbrusken mod slidtage.