Urinorganerne omfatter de to nyrer, fra hver af dem en urinleder til blæren og herfra urinrøret. Nyrerne udskiller urin, som føres via urinlederne til blæren, hvor den lagres indtil toiletbesøg, hvor den udtømmes via urinrøret.

Nyrerne

Nyrerne (renes) ligger på hver sin side af hvirvelsøjlen op mod den bagerste bugvæg. Den øverste del af nyrerne beskyttes af de nederste ribben, mens den nederste del ligger lidt mere udsat for slag. På "toppen" af hver nyre er binyrerne (se senere).

Nyrerne bidrager til kroppens balance ved at udskille affaldsstoffer fra stofskiftet, regulere balancen af væske og elektrolytter samt kroppens syre-base balance. Disse funktioner opfyldes ved den daglige produktion af urin.

Herudover udskiller nyrerne forskellige hormoner (endokrin funktion) som i vidt omfang er med til at regulere kroppens optagelse af salte og vand, produktionen af røde blodceller og blodtrykket.

Hver nyre består af mere end 1 million nefroner. Hver nefron består af et filterapparat og et rørsystem. Filterdelen (nyrelegemet) sørger for at blodets celler bliver i blodet, mens blodets plasma samt små molekyler (som salte) slipper igennem. I rørsystemet (tubulus) reguleres sammensætningen af den udfiltrerede væske, så kroppen ikke mister for eksempel salte eller væske, som den har behov for at beholde.

Hvert minut gennemstrømmes nyrerne af lidt mere end 1 liter blod, hvilket, for en person i hvile, svarer til omkring 20% af hjertets minutvolumen (se afsnittet "Kredsløbets anatomi og fysiologi'' ). På et døgn bliver det til en samlet gennemstrømning på mere end 1700 liter i alt. Det svarer til, at 800 liter plasma passerer gennem nyrerne, hvoraf cirka 180 liter udskilles gennem filteret. På vej gennem rørsystemet reabsorberes væske og salte gennem talrige processer, hvorved urinen dannes. Dagligt udskilles der cirka 1-1½ liter urin; en mængde der kan variere i stort omfang i forhold til væskeindtag og fysisk aktivitet og i forbindelse med sygdom. Urinens sammensætning varierer ligeledes i stort omfang.

Nyrelegemerne ligger alle i den yderste del af nyren (cortex). Fra hvert nyrelegeme løber et enkelt rør ind mod centrum af nyren. I centrum samles alle rør i samlerør, som munder ud i nyrebækkenet. Herfra løber urinen videre ud i urinlederne.

Binyrerne

Binyrerne er, som navnet antyder, placeret tæt på nyrerne. Denne tætte anatomiske relation er årsagen til, at det er valgt at beskrive dem i denne sammenhæng, til trods for de ikke er en del af urinvejene.

Binyrerne består af to forskellige dele, binyrebarken og binyremarven:

I binyrebarken dannes flere forskellige livsvigtige hormoner (under ét: kortikosteroider). Nogle af disse spiller en stor rolle for kroppens vand- og saltbalance (mineralokortikoider), andre spiller en stor rolle for omsætningen af kulhydrater, fedtstoffer og proteiner (glucokortikoider). Dannelsen af visse kønshormoner foregår også i binyrebarken.
I binyremarven dannes hormoner (katekolaminer) med stor betydning for reguleringen af det sympatiske nervesystem (adrenalin og nor-adrenalin). Katekolaminerne har således udstrakt effekt på hjerte, kredsløb, muskler og omsætningen af kulhydrater og fedtstoffer i muskler og lever.

Binyrerne er nødvendige for livets opretholdelse: Fjernes binyrerne på forsøgsdyr, vil de ikke være i stand til at overleve perioder med faste, idet blodsukkerniveauet vil falde i en sådan grad at kroppens celler dør. Selv hvis kosten tilpasses, så blodsukkerniveauet holdes stabilt, vil de med tiden omkomme, da tabet af vand og salte vil være for stort. Endvidere vil de være ude af stand til at reagere på såvel fysisk som psykisk stress.

Urinlederne

De enkelte samlerør i nyren munder i nyrebækkenet. Nyrebækkenet er tragtformet og fortsætter over i urinlederne. Fra hver nyre løber en urinleder, et 3-4 mm tykt rør, som fortsætter 25-30 cm ned på bagvæggen af bughulen for at ende i urinblæren. Overgangen fra nyrebækken til urinleder er glidende og derfor defineret til at være ud for den nederste del af nyren.

Urinblæren

Urinblæren ligger i det lille bækken tæt op mod symfysen. Blæren er et muskuløst hulorgan, som hos de fleste kan rumme op til ½ liter. Relationerne til de andre organer i det lille bækken afhænger af blærens fyldningsgrad. Hos kvinden ligger blærens bagside op mod skeden og livmoderen, mens den mandlige blære ligger op mod endetarmen. Vandladningstrang vil som regel opstå, når blæren er omtrent halvt fyldt.

Urinrøret

Ved vandladning løber urinen gennem urinrøret. Hos manden er urinrøret cirka 15-20 cm, mens det hos kvinden kun er cirka 4 cm. Kvinder har langt hyppigere blærebetændelse end mænd, hvilket blandt andet kan forklares ved forskellen i længden af urinrøret (bakterier har længere vej ind til blæren hos manden) såvel som afstanden til endetarmen, og dermed bakterier som forekommer naturligt i tarmfloraen og på huden omkring endetarmsåbningen.

De mandlige kønsorganer

De mandlige kønsorganer omfatter kønskirtlerne (testiklerne og bitestiklerne), sædlederne og sædblæren, blærehalskirtlen, pungen og penis.

I pungen findes testiklerne, hvor sædcellerne dannes, samt bitestiklerne, hvor sædcellerne modnes og opbevares. Ved udløsning udtømmes de gennem sædlederen, som i blærehalskirtlen (der findes i det lille bækken umiddelbart under blæren) løber sammen med urinrøret.

De kvindelige kønsorganer

De kvindelige kønsorganer omfatter kønskirtlerne (æggestokkene), æggelederne, livmoderen, skeden og de ydre kønsorganer (skambjerget, de store og de små skamlæber, klitoris). Brystkirtlerne (mammae) henregnes også til kvindens kønsorganer.

I æggestokkene findes alle kvindens ægceller. I løbet af puberteten opstår menstruationscyklus. Ved hver gennemgang af cyklus modnes og frigives ét (af og til to) æg. I overgangsalderen ophører menstruationscyklus. Fra æggestokkene, som ligger inde i bughulen, ledes ægcellen over i den nærmeste æggeleder. For at ægcellen kan komme ind i æggelederen er bughinden brudt, hvorfor der er en lille risiko for at infektioner kan sprede sig ind i bughulen ad denne vej. Ægcellen ledes gennem æggelederen ind i livmoderen, hvor det, hvis det undervejs er blevet befrugtet, vil sætte sig fast i slimhinden og udvikle sig til et foster (se kapitlet "Graviditet og fødsel'' ).