Slagtilfælde (apoplexi) er en samlebetegnelse for tilstande, der afbryder blodforsyningen til særskilte afsnit af hjernen. Slagtilfælde kan opdeles i to forskellige hovedtyper: Lokal blodmangel (oftest på grund af blodprop i pulsårer i hjernen) eller blødning fra et bristet kar i hjernen¹⁰².

Kun cirka 15-20% af alle slagtilfælde skyldes blødning, hovedparten (80-85% skyldes blodprop i hjernens kar¹⁰⁷. For begge typer gælder det, at risikoen stiger i takt med alderen, foruden at risikoen stiger ved forhøjet blodtryk, for meget kolesterol i blodet og ved rygning. Personer med sukkersyge har også en forøget risiko for slagtilfælde¹⁰².

De forskellige mekanismer gennemgås herunder, symptomer og førstehjælp er samlet til sidst.

Hovedparten af slagtilfælde med baggrund i lokal blodmangel i dele af hjernen skyldes dannelsen af en blodprop i en af hjernens pulsårer, meget ofte på grund af åreforkalkning i hjernens største pulsårer.

Nervecellerne er meget følsomme for ændringer i blodgennemstrømningen i hjernen og vil gå til grunde efter få minutter, hvis blodgennemstrømningen helt ophører. Der vil som regel stadig være en lille, om end meget begrænset, blodtilførsel til de ramte områder, hvilket fører til forskellige grader af ødelæggelse af cellerne eller celledød i det ramte område. Kan blodforsyningen genetableres, er der mulighed for, at nogle af cellerne vil genoptage deres funktion^102;107.

Blodprop i hjernen

Baggrund og mekanisme for opståen af blodpropper i hjernen svarer til forholdene ved blodpropper i hjertet.

Åreforkalkning af hjernens pulsårer kan føre til, at den indre diameter bliver mindre. En del af forkalkningen kan briste, hvorved blodet begynder at størkne for at dække læsionen. Resultatet kan være en hel eller delvis tillukning af pulsåren, hvorved blodgennemstrømningen mindskes eller helt afbrydes. Tilstopning af hjernens pulsårer kan også, som i hjertets kar, opstå ved at materiale (for eksempel en fedtklump, noget størknet blod, luftbobler eller små stykker løsrevet væv) transporteres med blodstrømmen til hjernen. Efterhånden som pulsårerne forgrener sig, bliver diameteren mindre og mindre, og på et tidspunkt vil materialet sætte sig fast og spærre for blodgennemstrømningen. Der henvises desuden til afsnittet "Forkalkning af hjertets kar'' .

Generelt nedsat blodtilførsel til hjernen

Sjældnere kan slagtilfælde også opstå ved et generelt svækket kredsløb i kroppen, for eksempel i forbindelse med en blodprop i hjertet eller hjerterytmeforstyrrelser, hvor hjertets pumpefunktion nedsættes. I disse situationer vil der være tale om mere generelle, udbredte læsioner i hjernen end ved tilstopning af enkelte kar.

Forbigående lokal blodmangel i hjernen

I nogle tilfælde forsvinder symptomerne på et slagtilfælde indenfor 24 timer. Dette ses oftest ved slagtilfælde udløst af en blodprop, som opløses igen. Forsvinder symptomerne indenfor det første døgn taler man om forbigående nedsat blodgennemstrømning i hjernen (Transitorisk Cerebral Iskæmi, TCI). TCI skal ses som et tegn på, at der er en øget risiko for at få et blivende slagtilfælde senere i livet^102;107.

Omkring 1/5 af alle slagtilfælde skyldes blødning. Hovedparten af disse er blødninger inde i selve hjernevævet (intracerebral blødning), mens en mindre del er blødninger mellem de to inderste hjernehinder (subaraknoidalblødning). Ordet hjerneblødning bruges ofte i flæng om begge typer blødninger, men dækker kun over blødning i selve hjernevævet (den intracerebrale blødning).

Blødning i hjernevævet

Blødning direkte i hjernevævet opstår oftest som følge af kronisk forhøjet blodtryk, men kan også skyldes en misdannelse i hjernens kar, som fører til at blodkarret pludselig brister. Koagulationsforstyrrelser, tobaksrygning og alkoholmisbrug vides at medføre øget risiko for blødning i hjernevævet, men i cirka ¼ af alle tilfælde kan årsagen ikke påvises¹⁰².

Blødning på grund af kronisk forhøjet blodtryk vil ofte ske i de mindste pulsårer (arterioler), hvor blodtrykket er lavere end blodtrykket i de store pulsårer, hvorfor blødningen vil være langsommere og med lavere tryk. Skyldes blødningen derimod brist af en af de større pulsårer vil blødningen ske med et højere blodtryk og derfor udvikle sig både hurtigere og voldsommere¹⁰².

Subaraknoidal- blødning

Mellem den bløde hjernehinde (pia mater cranialis) og den spindelvævsagtige hinde (arachnoidea mater cranialis) findes subaraknoidalrummet (se afsnittet "Hjernens og rygmarvens hinder'' ). I subaraknoidalrummet forgrener hjernens pulsårer sig ud over hjernebarken og afgiver mindre årer, som løber ned i hjernevævet.

Brister en af årerne i subaraknoidalrummet kan det føre til kraftig blødning mellem de to hinder. Halvdelen af alle subaraknoidalblødninger skyldes bristning af en medfødt udposning på en af hjernens pulsårer (et aneurisme) og kan ske i alle aldersklasser¹⁰⁷.

Blødningen kan føre til en alvorlig forhøjelse af trykket i kraniet (det intrakranielle tryk), hvilket kan føre til nedsat blodgennemstrømning af hjernen i flere minutter. Herefter vil det intrakranielle tryk ofte falde lidt men ikke til niveauet før blødningen. I nærheden af blødningen vil blodgennemstrømningen falde på grund af det forøgede tryk i vævet. I den øvrige del af hjernen vil blodgennemstrømningen også falde noget, formentligt på grund af sammentrækning af de øvrige blodkar i hjernen. I nogle tilfælde ses udvikling af vand i lungerne107.

Symptomerne på slagtilfælde kan variere fra det næsten symptomløse til pludselig død afhængig af placeringen af læsionen, men vil oftest være af lokal karakter, hvor kun enkelte af hjernens funktioner påvirkes.

Blandt de hyppigste symptomer på et slagtilfælde med baggrund i en blodprop i hjernen, er lammelser eller kraftnedsættelse i dele af kroppen (for eksempel lammelse af den ene side af ansigtet) og talebesvær^102;107.

Talebesvær (afasi) kan enten skyldes lammelse af de muskler, der bruges til at danne ord og lyde eller læsioner i hjernen, som forhindrer den ramte i at danne ord eller sætninger. I det første tilfælde vil personen ofte kunne udtrykke sig meningsfuldt, men med besværet eller sløret tale, mens man i det andet tilfælde vil opleve usammenhængende tale. Læsionen kan også sidde således, at personen ikke kan forstå hvad man siger eller skriver til ham. På grund af den anatomisk adskilte placering af centrene i hjernen, vil nogle personer kunne forstå alt man siger til dem, men ikke udtrykke sig eller omvendt.

Blodpropper i hjernen kan også give anledning til generelle symptomer på trykstigning på grund af væskeudtrædning i hjernevævet. Som regel optræder disse symptomer først længere henne i forløbet.

Slagtilfælde med baggrund i blødning kan udvikle sig hurtigt og give anledning til mere generelle symptomer på forhøjet tryk i kraniet (se afsnittet "Tryksymptomer'' ). De første symptomer på en subaraknoidalblødning vil ofte være en pludseligt indsættende, kraftig hovedpine ledsaget af kvalme og opkastning. Den ramte vil nogle gange have hørt et kraftigt "smæld" inde i hovedet og kan opleve ubehag ved lys (lysskyhed). Ved stigende tryk i kraniet kan der opstå nakke-/ryg-stivhed og faldende bevidsthedsniveau^102;107.

Ved subaraknoidalblødninger kan symptomerne (kvalme og opkastning, nakke-/ryg-stivhed og bevidsthedsændring) minde om billedet man ser ved hjernehindebetændelse (meningitis). Årsagen hertil er anatomisk: Både blødningen og betændelsen findes i subaraknoidalrummet.

Symptomer som nyopståede lammelser eller talebesvær, såvel som pludseligt indsættende, voldsom hovedpine eller kvalme og opkastning uden anden årsag, skal lede mistanken mod slagtilfælde.

Om slagtilfældet skyldes blodprop eller blødning i hjernen kan være svært at sige i den første fase. Begge tilstande kræver dog hurtig behandling på sygehus, og førstehjælperen skal straks alarmere ambulance, når mistanken om slagtilfælde er opstået.

Blødninger i hjernen kan kræve akut operation for at mindske trykket i kraniet - og derved sikre overlevelse af den syge. Ligeledes bør behandlingen af en blodprop i hjernen iværksættes hurtigst muligt, helst indenfor få timer efter det første symptoms optræden, for at mindske varig læsion af hjernen. Førstehjælperen skal derfor ikke "se tiden an" ved ovennævnte symptomer, men tilkalde hjælp.

Psykisk førstehjælp

Førstehjælperen bør huske, at en vågen patient med talebesvær ikke nødvendigvis har svært ved at forstå, hvad man siger eller omvendt. Tilsvarende kan en person have svært ved at forstå budskaber, men være i stand til at udtrykke sig nogenlunde klart eller omvendt.

Psykisk førstehjælp har stor betydning, idet den syge kan have svært ved at give udtryk for ubehag eller ønsker i situationen, men stadig være ved sine fulde fem.