Krampeanfald

Da kramper kan have andre årsager en epilepsi, vil udtrykket krampeanfald i denne tekst betegne anfald af kramper - uanset årsag. Epileptisk anfald vil blive brugt til at betegne alle former for anfald forbundet med epilepsi, uanset om det drejer sig om kramper eller ej.

Under såvel krampeanfald som epileptiske anfald udsender nerveceller i hjernen elektriske impulser anderledes end normalt. Krampeanfaldet er et symptom på unormal elektrisk aktivitet i hjernen og kan have mange forskellige former.

Epilepsi

Der kendes mange årsager til epilepsi, såsom iltmangel ved fødslen, læsion af hovedet i forbindelse med tilskadekomst, hjernehindebetændelse, svulster i hjernen eller medfødte misdannelser i hjernen¹⁰². Årsagen til epilepsi kendes dog ikke for omtrent halvdelen af alle epileptikere⁸³. Der er i Danmark 30-40.000 personer med epilepsi¹⁰². I år 2000 blev der foretaget knap 6000 akutte indlæggelser af personer med epilepsi på danske sygehuse¹⁰³.

Epilepsi er en tilstand hvor man ser gentagne (det vil sige 2 eller flere) epileptiske anfald102. Epilepsi viser sig oftest i barndommen eller ungdommen, men kan opstå i alle aldersklasser. Omkring 5% af befolkningen vil opleve et enkelt anfald (af epileptisk karakter) i løbet af deres liv; cirka 10% af disse vil opleve gentagne anfald (og dermed definitorisk have epilepsi). 90% af alle epileptikere vil med korrekt medicin kunne kontrollere deres epilepsi indenfor det tålelige83.

Betegnelsen epilepsi bruges kun om gentagne anfald, hvor årsagen er at finde i nervesystemet. For lavt blodsukker (hypoglykæmi), øget tryk i hjernekassen eller alkohol- og stofabstinenser er eksempler på årsager "udenfor" nervesystemet, som ikke omfattes af epilepsi-begrebet (se blandt andet afsnittene "Sukkersyge'' og "Tryksymptomer'' )^102;104.

Et epileptisk anfald kan antage mange forskellige former. Overordnet kan epileptiske anfald opdeles i partielle (delvise) anfald og generaliserede anfald. I et generaliseret anfald er hele hjernen omfattet af den unormale elektriske aktivitet i nervecellerne, mens den i et partielt anfald kun findes i en del af hjernen.

Simple partielle anfald

Et partielt anfald kan foregå, mens personen er ved fuld bevidsthed. Et sådant anfald kaldes et simpelt partielt anfald; påvirkes bevidstheden er der tale om et komplekst partielt anfald.

Et simpelt partielt anfald kan både udvikle sig til et komplekst partielt anfald og til et generaliseret anfald. Da det ofte er muligt at finde det område i hjernen hvor anfaldet opstår, epilepsiens fokus, kaldes partielle anfald ofte fokale anfald104.

Symptomerne afhænger af hvor i hjernen anfaldet opstår og kan for eksempel være kramper i enkelte muskler eller en hel legemsdel. Kramperne kan være toniske (hvor musklerne spændes hårdt gennem længere tid) eller kloniske (hvor det rykker i musklerne).

Nogle epileptikere oplever "aura", som er forskellige former for sanseoplevelser umiddelbart før et større, ofte generaliseret, anfald sætter ind. Der er tale om en epilepsi, som opstår et enkelt sted i hjernen, hvor den giver anledning til for eksempel en oplevelse af en særlig lugt, et sug i maven, en oplevelse af lys eller mørke eller noget helt fjerde. Selve "auraen" er et simpelt partielt anfald. Oftest udvikler denne type anfald sig til et generaliseret anfald102;104.

Komplekse partielle anfald

Påvirkes bevidstheden ved et partielt anfald, taler man om kompleks partiel epilepsi. Symptomerne på kompleks partiel epilepsi er meget varierede fra person til person. Fælles for alle anfald i denne gruppe er, at der er tale om en pludselig ændring i bevidsthedsniveau, som ikke er ledsaget af fald eller kramper, men af automatismer og/eller "drømmeoplevelser"¹⁰².

Automatismer er formålsløse, ensartede bevægelser hvor personen for eksempel smasker, piller ved knapper i tøjet, går fra rum til rum eller gentager korte sætninger igen og igen. I sig selv er handlingen korrekt udført, men er i sammenhængen uden mening. Automatismen er ledsaget af et tomt, stirrende ansigtsudtryk, og tilskueren er ikke i tvivl om, at der er tale om et anfald. Mens et anfald står på, kan sanseindtryk få en anden karakter end sædvanlig. Samtidig kan personen have helt eller delvist hukommelsestab, for tiden hvor anfaldet står på. Efterfølgende kan den pletvise erindring af de anderledes sanseindtryk stykkes sammen til en drømmeagtig oplevelse102;104.

Anfaldene varer typisk ½-2 minutter, men kan både vare i kortere og længere tid. Efter anfaldet vil personen ofte være påvirket i anseelig grad, med nedsat koncentrationsevne, nedsat indlæringsevne, nedsat orienteringsevne og være uoplagt¹⁰².

Generaliserede anfald

Et generaliseret epileptisk anfald skyldes en (næsten) samtidig aktivering af hele hjernebarken¹⁰⁴. Som omtalt ovenfor kan et generaliseret anfald opstå på baggrund af et partielt anfald og kaldes da for et sekundært generaliseret anfald. Af de primært generaliserede anfald skal to former omtales her: Generaliseret tonisk-klonisk anfald og absence-anfald. Det første er tidligere blevet benævnt grand mal-anfald og det sidste petit mal-anfald, betegnelser som nu anvendes i mindre grad¹⁰⁴.

Krampeanfald af tonisk-klonisk type. I den toniske fase spændes alle muskler hårdt (øverst), hvilket afløses af den kloniske fase, hvor der opstår rykninger i musklerne (nederst).

Generaliserede tonisk-kloniske anfald

Ved et generaliseret tonisk-klonisk anfald indtræder der pludselig bevidstløshed, som regel uden forudgående advarsel eller aura, hvor personen stivner og strækker såvel krop som arme og ben for derefter at falde om. I denne fase (den toniske fase), spændes alle muskler voldsomt, og der ses ofte urinafgang og opkastning. Ved anfaldets start spændes både stemmelæberne og brystkassens muskulatur: Når luften presses ud af lungerne gennem de spændte stemmelæber, kan det ske under dannelsen af et "skrig". Herefter følger en periode uden vejrtrækning, hvilket kan føre til stærk blåfarvning af huden (se afsnittet "Blåfarvning af huden ved iltmangel'' )^83;102;104.

Efterhånden begynder personen at sitre, og der udvikler sig rykninger i arme og ben. Under denne fase, den kloniske fase, ses der også trækninger af muskulaturen i tungen og ansigtet, hvorved spyt piskes op og kan vise sig som fråde om munden¹⁰².

Anfaldet varer typisk 60-90 sekunder (varigheden overvurderes ofte af tilskuerne)¹⁰⁴. Åndedrætsstoppet vil føre til en forskydning af blodets syre-base balance. Efter anfaldet skal balancen genoprettes, hvilket sker ved en hurtig og dyb vejrtrækning. Efterfølgende kan personen være træt og omtåget i flere timer efter anfaldet, nogle sover tungt i flere timer og kan dårligt vækkes¹⁰².

Personen mister pludseligt bevidstheden, men bevarer spændingen i kroppens muskler, og falder derfor ikke om. Igangværende aktivitet ophører, og personen virker omtåget eller rodende og vil i nogle tilfælde virke stirrende og have trækninger i øjenlågene. Personen svarer ikke på tiltale eller anden påvirkning og udfører hverken ufrivillige bevægelser eller har urinafgang¹⁰⁴. Absence-anfald er kortvarige; som regel varer de kun få sekunder⁸³.

Anfaldet ophører lige så pludseligt som det opstod, og personen er i stand til at genoptage sine aktiviteter, hvor han var nået til uden andre symptomer. I nogle tilfælde er anfaldet så kortvarigt, at hverken personen selv eller omgivelserne bemærker det. Absence-anfald forekommer oftest hos børn, hvor de i mange tilfælde forveksles med dagdrømmeri eller at barnet ikke koncentrerer sig. I nogle tilfælde kan der være op til 100 tilfælde om dagen, hvilket blandt andet kan give problemer med indlæring og udvikling hos skolebørn¹⁰⁴.

Flere epileptiske anfald efter hinanden, hvor bevidsthedsniveauet ikke normaliseres mellem hvert enkelt anfald, kaldes status epilepticus. Varer et enkelt anfald længere end 30 minutter, kaldes også dette for status epilepticus^102;104.

Principielt kan der være tale om status epilepticus for hver enkelt type anfald¹⁰²; i denne sammenhæng berøres kun status epilepticus for generaliserede tonisk-kloniske anfald.

Under et epileptisk anfald er hjernens stofskifte stærkt forøget, såvel som det intrakranielle tryk stiger. Kombineret med gentagne, langvarige perioder med nedsat eller standset vejrtrækning stiger risikoen for beskadigelse af hjernen med anfaldets varighed¹⁰⁴. Status epilepticus er en alvorlig tilstand, som i nogle tilfælde kan have dødelig udgang¹⁰⁴.

Anfaldet kan svinge i styrke og dermed se ud som om, det er ved at være overstået, for derefter at komme igen med fornyet kraft, eller stilne af og kun efterlade diskrete tegn som trækninger i ansigtet, i hænderne eller fødderne.

Feberkrampe

Børn kan i forbindelse med feber få krampeanfald. Feberkramper er anfald af kramper hos børn i alderen tre måneder til og med fem år, som har feber (mere end 38°C) uden bevis for en intrakraniel infektion eller en anden kendt årsag^52;105.

Feberkrampe ses hos 3% af alle børn^52;106, og ses hyppigere blandt drenge end piger⁵². En eller begge forældre har selv haft feberkramper som børn i 40-50% af tilfældene, og børn der har haft feberkrampe har op til 25-50% sandsynlighed for senere af få flere feberkrampeanfald⁵². Dødeligheden i forbindelse med feberkramper er ekstremt lav¹⁰⁶, og dødsfald som følge af feberkrampe ses nærmest kun i tredjeverdenslande¹⁰⁵. Risikoen for at have epilepsi senere i livet er svagt øget, sjældent mere end 5%⁵².

Langt de fleste tilfælde af feberkramper er af typen simple kramper. Anfaldene er generaliserede (barnet kramper over hele kroppen), varer mindre end 15 minutter og kommer ikke igen indenfor 24 timer. Simple kramper fremkalder ikke hjerneskade hos børnene¹⁰⁵.

I nogle tilfælde fortsætter kramperne i længere tid end et kvarter, eller de kommer igen flere gange i træk. Længerevarende krampeanfald udgør cirka 20% af feberkrampe-anfald. Modsat de simple kramper kan komplekse kramper komme til udtryk ved, at kun dele af kroppen kramper (oftest halvsidige kramper), såvel som der kan ses midlertidige lammelser efter anfaldet er ophørt. I de få tilfælde hvor man efter anfald af komplekse feberkramper kan påvise hjerneskade, er der oftest tale om læsioner, som fandtes inden anfaldet - og måske ligefrem er den egentlige årsag til krampeanfaldet¹⁰⁵.

Varer anfaldet mere end 30 minutter eller drejer det sig om en serie af korte anfald, hvor barnet ikke kommer til bevidsthed mellem anfaldene kaldes det febril status.

Nogle sygdomme (hjernehindebetændelse (meningitis), malaria i hjernen eller hjernebetændelse (encephalitis)) giver høj feber og kan samtidig i sig selv fremkalde kramper, uden at der er tale om feberkramper. Andre årsager til krampe med feber er andre (i forvejen kendte) sygdomme i nervesystemet.

Øvrige kramper

Krampeanfald kan skyldes mange andre årsager end epilepsi. I nogle situationer kan baggrunden være åbenlys, for eksempel krampe som følge af et voldsomt slag mod hovedet, mens det i andre situationer kan være vanskeligt, eller umuligt, at skelne mellem krampe med epilepsi som baggrund og krampe med anden baggrund.

For de øvrige årsager til krampe henvises til de enkelte afsnit andetsteds.

Førstehjælp ved krampeanfald

Førstehjælpen skal i hvert enkelt tilfælde afpasses anfaldets omfang.

Under selve krampeanfaldet skal man afværge yderligere læsion af den syge. Fald i forbindelse med krampe kan forårsage endog alvorlige læsioner på den syge, i sjældne tilfælde brud på halshvirvelsøjlen¹⁰². Endvidere må man beskytte den krampende mod stød og slag mod genstande i umiddelbar nærhed. Om muligt bør man vende personen på siden i et forsøg på at sikre frie luftveje.

Det vil sjældent være muligt at placere en bideskinne under et anfald uden at bruge betydelig kraft - med deraf følgende risiko for at forvolde læsion af tænderne. Det frarådes at forsøge at placere en bideskinne, medmindre man er særligt instrueret heri.

Det vil sjældent være nødvendigt, og i de fleste tilfælde endvidere umuligt, at give kunstigt åndedræt mens krampe står på. Til gengæld skal man straks kramperne ophører eller stilner af bedømme vejrtrækningen og iværksætte kunstigt åndedræt, hvis man finder det nødvendigt¹⁰⁴.

Førstehjælperen må nøje overvåge kramperne og overveje, hvorvidt der skal tilkaldes hjælp. Hovedparten af krampeanfald varer kun få minutter; varer anfaldet mod forventning mere end fem minutter - eller optræder der flere anfald umiddelbart efter hinanden uden at den syge kommer til bevidsthed - skal ambulance tilkaldes.

Ved anfaldets afslutning må førstehjælperen være indstillet på at yde psykisk førstehjælp indtil den syge atter er ved fuld bevidsthed.

Førstehjælpen til feberkrampeanfald er den samme som til øvrige krampeanfald suppleret med afhjælpning af den udløsende faktor: Den høje legemstemperatur. Sengetøj fjernes og barnet afklædes, hvorved det nemmere kan komme af med varmen. Barnet kan endvidere køles aktivt med klude vredet i koldt vand lagt på panden og hånd- og fodrygge.

Krampestillende medicin

Mange ambulancer medbringer i dag Stesolid, som personalet efter bestemte retningslinier må anvende til behandling af krampe. Stoffet virker mod alle kramper, ikke kun epileptiske kramper eller feberkramper.

Det aktive stof i Stesolid er diazepam, et stof i gruppen af benzodiazepiner. Fælles for stoffer i denne gruppe er at de binder sig til receptorer i hjernen, som generelt virker hæmmende. Stofferne virker således ikke alene krampestillende, men også angstdæmpende og bedøvende.

Bivirkninger af medicinen kan være nedsat bevidsthedsniveau, nedsat vejrtrækning, forvirring, aggressivitet, nedsat blodtryk og nedsat puls. Med det nedsatte bevidsthedsniveau følger også svækkede reflekser og dermed en større risiko for at eventuelt opkast ender i lungerne.

Pårørende til personer med hyppige krampetilfælde kan i nogle tilfælde få udskrevet krampestillende medicin til brug under bestemte omstændigheder.

Som førstehjælper kan man hjælpe pårørende med at finde og give medicinen om nødvendigt, men må ikke selvstændigt iværksætte behandling med krampestillende medicin uden samråd med læge.