Slag mod hovedet med en sådan kraft at det medfører en eller flere af de tidligere nævnte læsioner, kan også udsætte halshvirvelsøjlen for en betydelig påvirkning, i nogle tilfælde med læsion af denne til følge. Er personen bevidstløs efter tilskadekomst, skal man i sin førstehjælp tage hensyn til muligheden for læsion af halshvirvelsøjlen.

Brud på rygsøjlen

En af de hyppigste årsager til brud på rygsøjlen, især halshvirvelsøjlen, er trafikuheld. Andre hyppige årsager er faldulykker eller udspring på lavt vand.

Læsion af hvirvelsøjlens bryst- og lændedele kræver stor energipåvirkning i uheldsøjeblikket og ses sjældnere end læsioner af halshvirvelsøjlen^6;75;87. Konsekvensen af læsioner i halshvirvelsøjlen er, med baggrund i anatomien, langt alvorligere, idet alvorlige læsioner kan medføre døden eller livslang lammelse af både arme og ben. Allerede på skadestedet må man være opmærksom på risikoen for læsion af halshvirvelsøjlen og indrette sin førstehjælp derefter^6;75;83;87.

Den primære læsion, opstået ved selve ulykken, kan man som førstehjælper ikke afhjælpe. Det kan dreje sig om læsion af hvirvelsøjlens knogler og ledbånd og eventuelt læsion af rygmarvens nerveceller, enten i form af regulær overrivning af cellerne eller overstrækning eller klemning af disse.

De sekundære ødelæggelser kan for eksempel skyldes, at knoglestykker fra et brud på hvirvelsøjlen trykker på nerveceller og blodkar, og derved forårsager yderligere lokal læsion med baggrund i for eksempel hævelse, blødning eller iltmangel88. Regulær overrivning af nerveceller kan også opstå som sekundær læsion.

I mange tilfælde er den tilskadekomne ved bevidsthed. Tegn på læsion af halshvirvelsøjlen kan blandt andet være, hvis den tilskadekomne klager over smerte i nakken, føleforstyrrelser (herunder følelsesløshed) eller besvær med at bevæge arme og ben^83;87. Enhver tilskadekommen person, som ikke er ved fuld bevidsthed, skal mistænkes for at have læsion af halshvirvelsøjlen, indtil andet er bevist^6;75.

Nakken bør rettes forsigtig til neutral stilling (som når man ligger på ryggen og kigger lige op i luften), uden træk eller tryk i rygsøjlens længderetning⁶ og herefter fastholdes i denne stilling^6;75;88. Med hovedet i "neutralstilling" vil bruddets fejlstilling være mindre, hvilket kan lette et eventuelt tryk på selve rygmarven eller de forsynende blodårer. Herved kan risikoen for yderligere læsion nedsættes⁶.

Mens der specielt er fare for yderligere læsion af rygmarven, hvis hovedet bøjes forover, er let bagoverbøjning mindre farligt⁸⁷. Førstehjælperen bør først forsøge at skabe frie luftveje ved at trække den tilskadekomnes kæbe fremad. Hvis dette ikke medfører fri vejrtrækning kan han, med forsigtighed, bøje hovedet bagover som vanligt, når der skal sikres frie luftveje.

Anlæggelse af halskrave kræver særlig uddannelse og rutine, hvorfor man som førstehjælper bør overlade dette til personale med erfaring heri.

Nødflytning

Tilskadekomne skal generelt kun flyttes, hvis det er strengt nødvendigt, da mange læsioner kan forværres ved for eksempel træk eller vrid, som opstår ved flytning af den tilskadekomne.

Dette gør sig især gældende ved mistanke om brud på halshvirvelsøjlen, hvor yderligere læsion af rygmarven kan få svære konsekvenser for den tilskadekomne, og hvor man kun bør flytte den tilskadekomne, hvis man ikke på anden måde kan sikre frie luftveje¹⁶.

Førstehjælperen kan dog i enkelte tilfælde være tvunget til at flytte den tilskadekomne på grund af fare på skadestedet. Enkelte eksempler på sådanne situationer er brand på skadestedet, nedstyrtningsfare eller hvis trafikken ikke kan standses i betryggende grad, for eksempel på en større vej med dårlige oversigtsforhold.

Førstehjælperen kan også være nødt til at flytte på den tilskadekomne for at kunne yde den nødvendige førstehjælp. Et eksempel herpå er lejring af en bevidstløs med vejrtrækning i aflåst sideleje, hvor sikring af frie luftveje har højeste prioritet^89-91.

Mens der i nogle situationer ikke hersker tvivl om at nødflytning af personen er tvingende nødvendigt, vil der i mange situationer være tale om et svært valg, hvor man som førstehjælper skal vælge mellem flere onder. I sådanne situationer kan det være en hjælp at erindre sig den overordnede prioritering af førstehjælpen: Sikring af frie luftveje, åndedræt og kredsløb^6;16;75;87.

Styrthjelme

En styrthjelm yder bæreren effektiv beskyttelse mod læsion af hovedet uden at forøge risikoen for andre læsioner, herunder læsion af halshvirvelsøjlen ⁹². Efter tilskadekomst kan styrthjelmen give anledning til problemer for både den tilskadekomne og for førstehjælperen: Det kan være sværere at kontrollere vejrtrækning og sikre frie luftveje⁹³.

Ved korrekt fjernelse af styrthjelmen vil risikoen herved være væsentligt mindre end farerne forbundet med nedsat eller standset vejrtrækning, mens der ved fejlagtig fjernelse er en øget risiko for at forværre en eventuel læsion af halshvirvelsøjlen⁹⁴.

Bedst er det, hvis den tilskadekomne er ved bevidsthed, og selv kan tage hjelmen af. Kan den tilskadekomne ikke selv tage hjelmen af, bør førstehjælperen i første omgang søge at afgøre, om hjelmen udgør et problem i forhold til at yde den korrekte førstehjælp⁹³.

Er den tilskadekomne bevidstløs, kan det være nødvendigt at fjerne styrthjelmen for at sikre frie luftveje. Den tilskadekomne skal ligge fladt på ryggen (frem for at sidde, hvor risikoen for yderligere læsion, i forbindelse med fjernelsen, stiger)⁹³.

To hjælpere kan fjerne hjelmen ved følgende trin⁹⁴:

Aftagning af hjelm under hensyntagen til mulig læsion af halshvirvelsøjlen. En hjælper sætter sig for hovedenden og holder hjelmen, og dermed hovedet, i neutralstilling samt støtter den tilskadekomnes kæbe med fingerspidserne (A). Den anden hjælper løsner hageremmen (B) og tager derefter med sin ene hånd fat om underkæben og med den anden hånd om kraniets nakkeben, hvorved hovedet med et fast greb holdes i neutralstilling (C). Den første hjælper fjerner nu forsigtigt hjelmen (D), mens den anden hjælper fortsat fastholder den tilskadekomnes hoved i neutralstilling (D & E). Den første hjælper tager med begge hænder fat om den tilskadekomnes hoved for derved at sikre stillingen (F) inden den anden hjælper slipper den tilskadekomne. Hovedet holdes med et fast greb i neutralstilling til redningsmandskab overtager ansvaret (G). Se endvidere beskrivelse i teksten.

Piskesmæld

Piskesmæld (whip-lash, piskeslag eller piskesnert) bliver af både sundhedspersonale og lægfolk brugt som var der tale om en bestemt sygdom eller læsion. Selvom begrebet piskesmæld oftest bruges i forbindelse med en forstuvning af nakken, så betegner ordet nærmere end ulykkesmekanisme end en egentlig læsion⁹⁵.

Piskesmældsmekanisme ved påkørsel bagfra: Kroppen kastes fremad med stor kraft, så hovedet slår bagover (venstre). Idet kroppen standses af sikkerhedsselen, vil hovedet, som nu har fået fart fremad, blive slynget fremad i forhold til kroppen (højre).

Piskesmældsmekanismen ses oftest i forbindelse med trafikuheld, hvor en holdende bil påkøres bagfra af en anden. Når kroppen kastes fremad på grund af påvirkningen (der overføres via sædet), vil hoved og nakke blive bøjet bagover. Dermed udsættes nakken for et piskesmæld - uden at man nødvendigvis får en læsion af nakken⁹⁵.

Mindre end 5% af personer der har været udsat for en piskesmælds-læsion vil opleve langvarige symptomer i forbindelse med dette. Generelt vil langt de fleste komme sig efter en piskesmælds-læsion og undersøgelser viser, at jo hurtigere man kommer i gang med at bruge hovedet og nakken desto bedre⁹⁵.

På skadestedet vil det ikke være muligt at afgøre, hvorvidt der er alvorlige læsioner af halshvirvelsøjlen.

Som hovedregel skal tilskadekomne betragtes (og behandles), som om de har alvorlige læsioner af halshvirvelsøjlen. Kun i de tilfælde, hvor den tilskadekomne er vågen og klar og ikke føler nogen smerte fra nakken, kan man fravige denne regel.