Ved læsion af hovedet ses ofte en kombination af flere forskellige læsioner:

Ved ulykker som har medført overfladiske læsioner (for eksempel buler og flænger), skal førstehjælperen derfor også være opmærksom på symptomer på andre læsioner, herunder symptomer på forhøjet tryk i hjernekassen.

Personer bør altid undersøges af læge, hvis ét eller flere af nedenstående punkter er opfyldt^6;75;82:

Hvorvidt ambulance skal tilkaldes må vurderes i hvert enkelt tilfælde, idet anden transport til skadestuen i mange tilfælde er tilstrækkelig. Ved forværring eller hastig udvikling af symptomerne bør ambulance tilkaldes.

Overfladisk læsion af hovedet

Hud og muskulatur i ansigt og skalp har en rig blodforsyning og selv overfladiske læsioner kan give anledning til rigelig blødning. Luftvejene kan kompromitteres ved blødning i næse og mund eller voldsom blødning i ansigtet (se afsnittet "Ansigtslæsioner'' ). I nogle tilfælde, især hos børn og ældre⁶⁹, kan blodtabet være markant, og blødningsshock kan udvikles⁸².

Førstehjælpen til blødning i ansigtet og skalpen er, som ved alle øvrige blødninger, direkte tryk på det blødende sted for at standse blødningen.

Normalt er de enkelte lag i hud, kraniet, hjernehinder og hjerne beliggende tæt op mod hinanden (venstre del af figuren). I højre del er de enkelte lag og mulige spalterum adskilt.

Lagene er, udefra og ind: Hud (1), underhud (2), senehinde (3), knoglehinde (4), kranieknogle (5), den hårde hjernehinde (6), den spindelvævsagtige hjernehinde (7) den bløde hjernehinde (8) og hjernevæv (9). De mulig spalterum er, udefra og ind: "Bule" (A), subgalealt rum (B), subperiostalt rum (C), epiduralt rum (D), subduralt rum (E) og subaraknoidalt rum (F).

Buler

Mellem huden og kraniet findes en kraftig senehinde (galea aponeurotica), hvis funktion er at sikre skalpen fri bevægelse i forhold til kranieknoglerne. Senehinden er fortil bundet fast til pandens muskler og bagtil i muskler på baghovedet. Blodansamling under senehinden kan få en betydelig udstrækning og i nogle tilfælde være årsag til markant blodtab. Blødningen vil ses som hævelse, der breder sig jævnt over en stor del af kraniet.

Langt hyppigere vil læsionen have ramt hudlagene over senehinden og der give anledning til lokal blødning og hævelse: En bule. Selvom buler kan få stor, næsten "tegneserieagtig", størrelse, er de ikke alvorlige. Blødning standses med tryk⁸², og bulens udbredelse kan mindskes ved afkøling med is eller kolde omslag⁸⁶, som ved forstuvning af led (se afsnittet "Forstuvning'' ).

Hjernerystelse

Slag mod hovedet vil altid medføre spredt nerveskade i et større eller mindre omfang. Hjernerystelse er den letteste form for spredt nerveskade, hvor nervecellernes udløbere kortvarigt strækkes i forbindelse med uheldet. Ingen, eller kun ganske få, nerveceller rives over ved læsionen⁸⁴.

Hjernerystelse er kendetegnet ved en kortvarig og forbigående nedsættelse af hjernens funktion. Væsentlige symptomer på en hjernerystelse er forvirring og hukommelsestab for selve ulykken, som ofte ledsages af svimmelhed, hovedpine, kvalme og opkastning. Hjernerystelse uden bevidstløshed betragtes som en mild hjernerystelse, og symptomerne vil oftest gå over indenfor det første døgn^75;82;84.

I nogle tilfælde mister den tilskadekomne kortvarigt bevidstheden, men vågner op indenfor kortere tid (minutter), ofte før ankomst til skadestue. De fleste patienter med hjernerystelse ledsaget af bevidsthedstab vil komme sig fuldstændigt, men enkelte vil have længerevarende mén som hukommelsesbesvær, svimmelhed, kvalme, manglende lugtesans og depression, som kan kræve behandling hos egen læge^75;82;84.

Spredt nerveskade

Spredt nerveskade består i overrivning af nervecellernes udløbere (axoner) i hjernens hvide substans og i hjernestammen. Omfanget af den spredte nerveskade afhænger af den samlede kraft hovedet har været udsat for⁷⁵.

Diagnosen spredt nerveskade (diffus axonal skade) anvendes til at betegne tilstanden hos personer som, efter læsion af hovedet, er bevidstløse i mere end 6 timer og kan ses som en alvorlig hjernerystelse^75;84.

Læsionen opstår i uheldsøjeblikket og de ødelagte nerveceller kan ikke gendannes. Der vil ske en hurtig, nogle gange øjeblikkelig, stigning i trykket i hjernekassen; den tilskadekomne vil oftest være bevidstløs, og kan vise generelle tegn på øget intrakranielt tryk⁸².

Kraniebrud

Udover en opdeling i åbne og lukkede brud, kan kraniebrud opdeles i brud af hjerneskallen og brud af kraniebunden. Personer med kraniebrud har ikke nødvendigvis nedsat bevidsthedsniveau eller symptomer på læsion af hjernen⁸², men det kræver påvirkning med betydelige kræfter at fremkalde et kraniebrud, og der er stor risiko for samtidig intrakraniel blødning⁷⁵.

Tegn på brud af hjerneskallen kan være knoglestykker, som stikker ud af et sår på hovedet eller formforandring (overlapning af knoglestykker eller indadhvælvede knoglestykker).

Symptomer på brud på kraniebunden kan være blødning i øjenomgivelserne ("blåt øje") enten i den ene side eller omkring begge øjne (brillehæmatom), udsivning af cerebrospinalvæske fra næse eller øre eller blødning fra øregangen⁶.

Kraniebrud kan medføre ødelæggelse af hjernevæv idet knoglestykker trykkes ind i vævet. Et eventuelt sår i huden kan være forskubbet i forhold til bruddet, så dette ikke er umiddelbart synligt.

Epidural blødning

Blødning i epiduralrummet findes mellem den hårde hjernehinde og kranieknoglen. De er relativt sjældne og ses oftest i tindingeregionen i forbindelse med kraniebrud og skyldes da oftest overrivning af en af områdets større pulsårer^75;82;83.

I nogle tilfælde vil personen miste bevidstheden i forbindelse med slaget men kort herefter vågne op og genvinde normal bevidsthed, for senere atter at blive bevidstløs, efterhånden som blødningen bliver større og trykket i hjernekassen øges. Efterhånden som blødningen tiltager i størrelse, vil personen udvikle symptomer på forhøjet tryk i hjernekassen^75;82;83.

Den vågne periode (det frie interval) kan være af flere timers varighed og er blandt årsagerne til, at personer skal observeres efter at have været udsat for slag mod hovedet.

Ved hurtig behandling (operation hvor blodansamlingen fjernes) er prognosen god, i modsat fald vil blødningen ofte medføre døden indenfor få timer⁸⁴.

Subdural blødning

Subdurale blødninger er hyppige i forbindelse med slag mod hovedet, og kan stamme fra både pulsårer (hyppigst) og returårer. Der ses både akut og kronisk subdural blødning. Ved en subdural blødning findes blodansamlingen mellem den hårde hjernehinde (dura mater cranialis) og den spindelvævsagtige hjernehinde (arachnoidea mater cranialis).

Den akutte subdurale blødning skyldes oftest overrivning af en pulsåre på hjernens overflade i forbindelse med et voldsomt slag mod hovedet. Blodansamlingen vil brede sig over overfladen af hele den hjernehalvdel den udspringer ved, med en hastighed som afhænger af størrelsen af den overrevne blodåre. Symptomerne vil afspejle det stigende tryk i hjernekassen^82;84.

Den kroniske subdurale blødning opstår som regel ved overrivning af vener, som strækker sig fra hjernen gennem epiduralrummet til hjernens venøse sinus (se afsnittene "Hjernens og rygmarvens hinder'' og "Hjernens blodkredsløb'' ). Blødningen foregår langsomt og vil som regel standse af sig selv efter kort tid. Efter længere tid (nogle dage, eventuelt op til uger eller et par måneder) vil der ske en langsom stigning i det intrakranielle tryk, formentlig med baggrund i nedbrydningen af det størknede blod^82;84. Blødningen kan opstå i forbindelse med relativt lette slag mod hovedet, og i mange tilfælde husker personen ikke noget sådant. Da den langsomme trykstigning ofte kun giver anledning til vage symptomerne som hovedpine, forvirring og personlighedsændringer, er diagnosen svær at stille. I nogle tilfælde kan der opstå akutte symptomer på forhøjet tryk i hjernekassen, som førstehjælperen må reagere på.