I førstehjælpen vil der sjældent være brug for særligt kendskab til de forskellige sanser. En kortfattet beskrivelse er dog medtaget herunder for at runde beskrivelsen af nervesystemet af.

Syn

Øjet er i stand til at omdanne elektromagnetisk stråling med en bølgelængde fra 400 til 700 nanometer til nerveimpulser, som kan opfattes i hjernen.

Senehinden (sclera) er øjets yderste lag, som udover at holde sammen på øjet også er der hvor øjets muskler er fastgjort. Fortil går senehinden over i den gennemsigtige hornhinde (cornea) som ikke indeholder blodkar (hvorfor læsioner i hornhinden kun heler langsomt). Det næste lag i øjet er årehinden (choroidea), som indeholder blodkar til øjet. Forrest danner årehinden regnbuehinden (iris). Bag regnbuehinden findes øjets linse, placeret ud for pupillen (som er den åbning der findes midt i regnbuehinden). Linsen er ophængt i et net af små glatte muskelceller som kan strammes eller afslappes så linsen bliver tykkere eller tyndere. Herved ændres brydningen i linsen, hvilket sætter os i stand til at fokusere på forskellig afstand.

Øjets opbygning.

I forhold til regnbuehinden findes henholdsvis det forreste og det bagerste øjekammer, som begge er fyldt med kammervæsken (humor aqueous). Det bagerste øjekammer findes altså foran linsen - bag linsen findes glaslegemet (corpus vitrum). Kammervæsken dannes i det bagerste øjekammer, løber herfra ud i det forreste øjekammer og drænes herfra væk fra øjet. Spærres kammervæskens vej, kan det give anledning til øget tryk i kamrene med synsforstyrrelser til følge og i værste fald blindhed (grøn stær (glaucom)).

Det inderste lag i øjet er nethinden (retina): Et netværk af forskellige slags nerveceller, der er i stand til at opfatte lys og omdanne det til nerveimpulser.

Ændres lysforholdene fra meget lys til meget lidt lys, vil pupillen udvides (for at lukke mere lys ind i øjet). I mørke vil der ske en ændring i lysfølsomhed i nethindens celler (nattesyn). Denne tilvænning tager 30-45 minutter, og kan ødelægges af et enkelt kraftigt lysglimt. A-vitamin er nødvendig for dannelsen af et stof i cellerne, som er nødvendigt for den øgede lysfølsomhed. Mangel på A-vitamin kan føre til natteblindhed.

Fra hvert øje løber cirka én million nervetråde ind til hjernen via synsnerven (nervus opticus). Nerverne fra de to øjne mødes, lige inden de løber ind i hjernen og udveksler fibre, således at der i den højre hjernehalvdel stort set kun modtages information om venstre side af synsfeltet og omvendt.

I det øverste øjenlåg findes tårekirtlen, som danner tårevæsken, som holder hornhinden og senehinden fugtige og rene. Fra den inderste øjenkrog fjernes tårevæsken via tårekanalerne til tåresækken og derfra gennem tåregangen til næsehulen. Dannes der mere tårevæske, end der kan dræneres (for eksempel ved irritation af øjet eller gråd) vil den overskydende væske danne tårer.

Øjet fugtes af tårevæske dannet i tårekirtlen. Fra øjets overflade drænes tårevæsken via tårekanalerne til tåresækken og derfra til næsehulen.

Hørelse

Med høresansen er det muligt at omsætte lydbølger til nerveimpulser. Øret består af det ydre øre, mellemøret og det indre øre.

Det ydre øre fungerer som en tragt, der leder lyden ind mod mellemøret. Grænsen mellem det ydre øre og mellemøret går ved trommehinden (membrana tympani), som er en tynd bindevævshinde (kun godt 1/10 mm tyk).

Mellemøret er et luftfyldt hulrum, som står i forbindelse med svælget via det Eustachii'ske rør. Røret er normalt lukket, men åbnes når man synker eller hvis man skaber overtryk i mundhulen. Er røret spærret (som ved forkølelse, hvor slimhinden i røret kan svulme op og umuliggøre åbning) falder trykket efterhånden i mellemøret (da luften løbende opsuges af slimhinden i mellemøret) og trykket vil falde. Dette vil medføre en øget udspænding af trommehinden (atmosfærens tryk presser den ind ad), hvilket kan føre til stærke smerter.

I mellemøret findes tre små knogler: Hammeren (malleus), ambolten (incus) og stigbøjlen (stapes). Hammeren sidder fast i trommehinden og bevæger sig i takt med denne. Bevægelse af hammeren fører til bevægelse af ambolten, som skubber videre på stigbøjlen. Stigbøjlen sidder i et hul (det ovale vindue) ind til det indre øre og er dermed sidste led i lydens vej mellem det ydre øre, gennem mellemøret og ind til det indre øre. Undervejs forstærkes lyden mellem 15-20 gange på grund af knoglernes indbyrdes placering.

Øret opdeles i det ydre øre, som strækker sig ind til trommehinden, mellemøret, som findes indenfor trommehinden, og det indre øre, som er indlejret i kranieknoglerne. Fra mellemøret er der forbindelse til svælget via det Eustachii'ske rør.

I det indre øre (som er et hulrum i tindingebenet) findes sneglen (cochlea), der har form som et sneglehus. I sneglen findes væske, som sættes i bevægelse når stigbøjlen bevæger sig i det ovale vindue. Svingningerne i væsken sætter en membran i bevægelse. Membranens bevægelser kan opfattes af en række sansehår, som herefter danner nerveimpulser, der sendes videre til hjernen. Afhængig af tonens frekvens vil forskellige dele af membranen svinge mest: Hjernen får derfor besked med forskellige nerveceller afhængig af tonens frekvens.

Det menneskelige øre kan opfatte toner i området 16 til 20.000 svingninger per sekund (Hz). Med alderen nedsættes især evnen til at høre de højeste toner.

I mellemøret findes to små muskler, som kan trække i henholdsvis trommehinden og stigbøjlen. Ved hjælp af en refleksbane styres disse muskler, således at de beskytter øret mod meget høje lyde.

Væsken i sneglegangene kan også sættes i bevægelse ved svingninger i kraniets knogler. Dette fænomen kaldes benledning og opleves for eksempel ved forkølelse, hvor trommehindens bevægelser er nedsat.

Lugt & smag

Menneskets lugtesans er baseret på sanseceller som findes øverst i næsehulen i et cirka 5 cm² stort område (regio olfactoria). Sansecellernes nervetråde passerer gennem talrige små huller op gennem bunden af kraniet, hvor de når lugtenerven (nervus olfactorius). Infektioner og blødning kan i nogle tilfælde brede sig ad denne vej mellem næsehulen og hjernen. Lugtindtryk stammer fra molekyler båret i luften, som stimulerer lugtecellerne under deres passage gennem næsen²⁵. Sammenlignet med mange andre dyr er menneskets lugtesans kun udviklet i ringe grad.

Smagsløg på tungen stimuleres af molekyler opløst i vand (spyt). Smagsløgene registrerer fire forskellige smagstyper: sødt, surt, salt og bittert; alle smage er kombinationer af disse fire. En væsentlig del af smagsoplevelsen stammer fra lugtindtryk (hvilket kan forklare, hvorfor maden smager af mindre under en forkølelse, hvor næsen er stoppet).

Lugte- og smagssanserne aktiverer en række reflekser af betydning for fordøjelsen og medvirker til at beskytte os mod indånding og indtagelse af skadelige stoffer (hvis de vel at mærke lugter eller smager "grimt").

Ligevægt og stilling

Ligevægtssansen er baseret på sanseceller i det indre øre. I det indre øre findes, udover sneglen som indgår i høresansen, et hindesystem fyldt med væske. I nogle områder findes der små kalkkorn (statolither), som sammen med væsken kan påvirke sanseceller i hinden. Herved kan ændringer i hovedets stilling eller hastighed registreres.

En af ligevægtssansens vigtigste funktioner er styring af øjets bevægelser: En række reflekser sætter hjernen i stand til at korrigere øjets stilling i forhold til kroppens bevægelser, hvorved det bliver muligt at fastholde blikket på et bestemt sted, selvom kroppen er i bevægelse.

Temperaturændring i væsken i det indre øre kan medføre flakkende, men ensartede, øjenbevægelser til siden (nystagmus) og svimmelhed. Denne refleks testes blandt andet i forbindelse med konstatering af hjernedød (se afsnittet"Hjernedød" side 332) eller kan opleves i forbindelse med dykning, hvor en bristning af trommehinden kan medføre indstrømning af koldt vand i mellemøret, som giver anledning til nedkøling af væsken i det indre øre og hermed svimmelhed.

Stillingssansen (kinæstetisk sans) er et samlet begreb for al information hjernen modtager fra sanseceller i kroppens led, muskler og sener om kroppens stilling. I hjernebarken samles information fra stillingssansen med information fra ligevægtssansen og fra synet, for tilsammen at danne grundlag for beregning af vores balance og hvordan bevægelse skal udføres uden at miste balancen eller for at genoprette den.

Mister man ligevægtssansen opretholdes balancen ved synets hjælp. Distraheres personen, så han kigger op i luften (og dermed mister orienteringen i forhold til horisonten), kan det føre til et voldsomt fald, da hjernen nu kun har ét af de tre sanseindtryk til at holde styr på balancen.

Transportsyge opstår, når signalerne fra de tre sanser (syns-, balance- og stillingssans) ikke passer sammen. Man er mindre tilbøjelig til at udvikle søsyge, hvis man er på dækket frem for under det, idet man kan se skibet gynge i forhold til vandet, såvel som man som fører eller forsædepassager har mindre tilbøjelighed til at blive køresyg end bagsædepassagerer (eller børn, som ikke kan se ud over kanten af ruden).