Overordnet virker nervesystemet på tre hovedområder. Den ene er at sætte os i stand til at modtage informationer enten fra vores egen krop eller fra omverdenen, hvad enten disse informationer er af kemisk eller fysisk art. Den andet er at håndtere denne information. Dels ved at fordele den modtagne information til de rette områder i hjernen, dels ved at bearbejde informationen. Det tredje område er at sætte organismen i gang eller regulere hvad organismen er i gang med at udføre. Det sker ved at regulere musklernes arbejde eller ved at regulere kroppens kirtlers aktivitet.

Ingen af kroppens organsystemer kan udpeges som det vigtigste, da de alle er nødvendige for livets opretholdelse. Nervesystemet er dog det organsystem, der sætter alle de øvrige i forbindelse med hinanden og derved gør organismen til en helhed.

Beskrivelsen af nervesystemet kan være af ren anatomisk karakter. Dette er tilfældet ved opdelingen i centralnervesystemet (hjernen og rygmarven) og det perifere nervesystem (resten).

Nervesystemet kan også beskrives funktionelt, hvor man skelner mellem den del af systemet som styrer musklernes bevægelser (den viljestyrede eller motoriske del), den del der registrerer indtryk fra omgivelserne (den sensoriske del) og endelig den del som regulerer funktionen af kroppens organer (det autonome nervesystem).

Kraniet

Kraniet kan deles i to dele, hjernekassen og ansigtsskelettet. Læsion af ansigtsskelettet og dele af dets anatomi er allerede beskrevet (se afsnittet "Ansigtslæsioner" side 40), og vil ikke blive beskrevet yderligere her.

Selvom kraniet er opbygget af en stor mængde knogler, kan man betragte det som en enhed, da knoglerne, bortset fra underkæben og tungebenet, er vokset tæt sammen. Bevægelse mellem knoglerne er udelukket.

I kraniet findes livsvigtige organer som hjernen, forskellige sanseorganer og de øvre dele af luftvejene og fordøjelseskanalen.

Størrelsen og formen af kraniet hænger sammen med hjernens vækst; på indersiden af hjernekassen findes et kompliceret mønster af furer, fremspring og huller, hvor kar og nerver passerer ind og ud af kraniet. Gennem nakkehullet (foramen magnum), som er kraniets største hul, findes forbindelsen mellem hjernen og rygmarven.

Rygsøjlen

Da rygsøjlen beskytter rygmarven i hele sin længde, kan læsion af rygsøjlen få særdeles alvorlige følger. I det følgende er rygsøjlen beskrevet, mens førstehjælp til tilskadekomne med læsion af hvirvelsøjlen er beskrevet andetsteds (se afsnittene "Halshvirvelsøjle-læsioner" side 45 og "Brud på rygsøjlen" side 161).

Rygsøjlen (hvirvelsøjlen) består af en række af knogler, som er forbundet til arme og ben via henholdsvis skulderbæltet og bækkenringen. Opdelingen i hvirvler (frem for blot ét langt rør) gør den bevægelig og sikrer stabilitet. Set fra siden er den s-formet med to fremadrettede krumninger i halsdelen og i lændedelen, som hver især er meget bevægelige.

De syv halshvirvler udgør columna cervicalis, mens 12 brysthvirvler danner columna thoracalis. Lændehvirvlerne kaldes under et columna lumbalis og bækkenhvirvlerne columna sacralis, hver med fem hvirvler. Halehvirvlerne er som regel vokset sammen (men er oprindeligt fire separate hvirvler) og udgør halebenet (os coccygis).

Hver hvirvel består af et hvirvellegeme og en hvirvelbue, som tilsammen omslutter et hul. Hullerne i de enkelte hvirvler danner tilsammen det rør hvori rygmarven løber. Herudover findes der forskellige fremspring (to ledtappe opad, to ledtappe nedad, to tværtappe skråt bagud og en torntap bagud), hvor muskler og ledbånd sidder fast. På brysthvirvlerne er der desuden ledforbindelse til ribbenene. Mellem to hvirvlers hvirvelbuer er der på hver side plads til, at nervebundter kan løbe fra rygmarven ud af rygsøjlen.

De to øverste hvirvler er udformet markant anderledes fra de øvrige. Den øverste halshvirvel (atlas) har i stedet for et egentligt hvirvellegeme en ledflade, hvor der dannes ledforbindelse med en stor tap (dens) fra den anden halshvirvel, taphvirvlen (axis). Dette led er grundlaget for en stor del af bevægeligheden mellem kraniet og halshvirvelsøjlen.

En række ledbånd sørger for at holde hvirvlerne på plads i forhold til hinanden. De enkelte hvirvellegemer adskilles af bruskskiver, som dels fungerer som støddæmpere, dels som ledforbindelse mellem hvirvlerne.

Bruskskiven mellem hvirvlerne kaldes discus intervertebralis og består af en ring af relativt hårdt materiale og en kerne af geleagtigt materiale. Kernen er gennem dagen udsat for tryk og bliver derfor lidt tyndere. I løbet af en dag kan rygsøjlen blive ½ cm kortere - hvilket dog udlignes når man ligger ned, hvor kernen udvider sig igen og normal størrelse opnås. Med alderen ændres sammensætningen af den geleagtige kerne, og bevægeligheden nedsættes. Brister den yderste ring, kan en del af kernen bule ud og danne en diskus prolaps. Hvis denne bule trykker på rygmarven eller en af nerverne der går ud herfra, kan det være anledning til smerter eller forstyrrelser i nervens funktion.

Hjernens og rygmarvens hinder

Omkring hjernen findes tre forskellige bindevævshinder (meninges), der dels beskytter og afstiver hjernen, dels har betydning for blodtilførsel og ernæring.

Den yderste hinde, den hårde hjernehinde (dura mater cranialis), omgiver hele hjernen og fortsætter ved nakkehullet over i rygmarvens hårde hinde. Den hårde hjernehinde er en tyk hinde, som er bundet til kraniets knogler hvor det fungerer som benhinde. Nogle steder er der dannet kanaler i selve hinden, som fungerer som afløb for hjernens returårer. Fra disse kanaler (hjernens venøse sinus) løber blodet til halsens store returårer. Den inderste del af den hårde hjernehinde er foldet, så den danner nogle sener (hjerneseglene), der er spændt ud som afstivning for hjernen.

Inderst er en tynd, blød hinde (pia mater cranialis), som indeholder hjernens kar. Den ligger tæt ind til hele overfladen af hjernen, også i dens vindinger og folder.

Mellem den hårde hjernehinde og den bløde hjernehinde ligger en spindelvævsagtig hinde (arachnoidea mater cranialis). Den har en udvendig glat overflade, som ligger op mod den indvendige side af den hårde hjernehinde kun adskilt af en tynd væskefilm. Dette "rum" kaldes for det subdurale rum. Fra den indvendige side går talrige små strenge af bindevæv ned til den bløde hjernehinde.

Hjernen er omgivet af tre hinder. Inderst findes den bløde hjernehinde, yderst den hårde hjernehinde og mellem disse den spindelvævsagtige hjernehinde.

Mellemrummet mellem den bløde hjernehinde og den spindelvævsagtige hinde kaldes subaraknoidalrummet og er fyldt med cerebrospinalvæske.

Blødning mellem hjernehinderne kan give anledning til alvorlige, nogle gange livstruende, tilstande og er beskrevet senere (se afsnittene "Subdural blødning" side 160 og "Subaraknoidal-blødning" side 185).

Rygmarven omgives, som hjernen, af tre hinder. Yderst findes den hårde rygmarvshinde (dura mater spinalis) som opadtil er bundet til nakkehullet i kraniet og fortsætter i hjernens hårde hinde. Tæt ind til rygmarven findes den bløde rygmarvshinde (pia mater spinalis) og imellem disse den spindelvævsagtige rygmarvshinde (arachnoidea mater spinalis).

Mens den hårde hjernehinde sidder tæt ind til kranieknoglerne, er der i ryggen en varierende afstand mellem rygsøjlens knogler og den hårde rygmarvshinde - dette hulrum (det epidurale rum) er udfyldt af fedtvæv og et stort netværk af vener. Denne forskel betyder, at hvor den hårde hjernehinde strækker sig ind i hjernen for at afstive denne, strækker den hårde rygmarvshinde sig fra rygmarven og ud mod hvirvelhullerne langs rygmarvsnerverne, hvor de løber ud af rygsøjlen.

Ventrikelsystemet

Den udvendige beskyttelse af hjernen udgøres af hjernekassen og hjernehinderne samt væsken mellem hinderne. Inde i selve hjernen findes et indviklet system af forbundne hulrum, der strækker sig ned i rygmarven (ventrikelsystemet) og er fyldt med cerebrospinalvæske. Fra hulrummene inde i hjernen er der forbindelse til subaraknoidalrummet (i såvel hjerne som rygmarv). Det samlede rumfang af ventrikelsystemet (og subaraknoidalrummet) udgør omkring 150 ml.

Cerebrospinalvæsken

Cerebrospinalvæsken dannes ved, at dele af blodet filtreres ud i hjernens hulrum. Dette sker i et system af kapillærer, som rager ud i hulrummene. Omkring kapillærerne findes et tæt cellelag, som kun tillader bestemte stoffer (vand, sukker, visse salte og bestemte hormoner) at trænge ud af kapillærerne.

I løbet af et døgn dannes der cirka 500 ml cerebrospinalvæske, hvilket er langt mere end den mængde, der er plads til i ventrikelsystemet og subaraknoidalrummet. Denne forskel kan ses som et udtryk for cirkulationen i systemet: Væsken "skiftes ud" mere end tre gange i døgnet, og udgør dermed ikke bare en "passiv" stødpude for hjerne og rygmarv, men i stor grad også et aktivt transportsystem som bringer næring til - og affaldsstoffer fra - hjernen.

Hjernens blodkredsløb

Blodet når hjernen ad to veje: Cirka 4/5 af hjernen forsynes med blod fra de to store halspulsårer og cirka 1/5 med blod fra to pulsårer der løber i tæt relation til halshvirvlerne.

På hver side af halsen løber en stor pulsåre (arteria carotis communis). Cirka midtvejs på halsen deler de sig i to grene, én til hjernen (arteria carotis interna) og én til dele af halsen, ansigtet og skalpen (arteria carotis externa). Pulsåren til hjernen løber tæt på svælgets muskulatur og ender med at passere gennem kraniet tæt forbi mellemøret. På indersiden af kraniet dukker den op tæt ved synsnerven og hypofysen, hvor den hurtigt deler sig i to grene,én til den forreste del af hjernen og én til den midterste del af hjernen.

På hver side af halshvirvelsøjlen findes en pulsåre som forsyner 1/5 af hjernen (arteria vertebralis). Hver af de to bagerste pulsårer til hjernen løber gennem flere af halshvirvlernes tværtappe. De passerer gennem kraniet via nakkehullet og løber snart derefter sammen til én større pulsåre (arteria basilaris).

På undersiden af hjernen danner pulsårerne en ring, som i nogle tilfælde kan sørge for tilstrækkelig blodforsyning til størstedelen af storhjernen, hvis ét af karrene blokeres.

Den forreste del af hjernens kredsløb forsyner synsnerven og dele af øjet og store dele af storhjernen. Selvom den bagerste del af hjernens kredsløb kun står for cirka 1/5 af den samlede blodforsyning, har den stor betydning: Herfra kommer blodet til hjernestammen, som har betydning for bevidsthed, bevægelser og følesans. Herudover forsynes også lillehjernen og områder i storhjernen med betydning for syn, ligevægt og hørelse.

Venøst blod fra hjernen løber via returårer til hjernens venøse sinus som omtalt tidligere (se afsnittet "Hjernens og rygmarvens hinder" side 132).

Nerveceller

Nervesystemet er bygget op af et ufatteligt stort antal nerveceller^80;81 (i størrelsesordenen mellem 10¹¹ og 10¹³).

Nerveceller findes i mange forskellige typer alt efter funktion og placering. Generelt består en nervecelle (et neuron) af en cellekrop (cellelegeme) og har flere udløbere. Typisk er der en enkelt lang udløber (et axon), som sender signaler fra cellekroppen og en eller flere, nogle gange mange hundrede, korte udløbere (dendritter) som sender signaler til cellekroppen. Dendritterne modtager signaler fra føleceller eller andre nerveceller, og afhængig af påvirkningens karakter, sendes et signal til cellelegemet. Herfra sendes signalet videre ud af axonet til andre nerveceller.

Signalerne kan være både fremmende (eksitatoriske) og hæmmende (inhibitoriske) og kan påvirke nervecellen til enten at have nemmere eller sværere ved at sende signaler videre. Axonet kan være meget langt, i nogle tilfælde over en meter, og har forskellig tykkelse ved forskellige typer nerveceller.

Den hastighed signalet løber med, afhænger af tykkelsen af axonet: Jo tykkere axon, jo hurtige vil nerveimpulsen løbe. Nogle nerveceller er desuden omsluttet af en isolerende fedtskede (myelinskede) som medvirker til at øge signalhastigheden (se desuden afsnittet "Grå & hvid substans" side 139).

Nerveceller består af en cellekrop med mange udløbere. Som regel har cellekroppen talrige korte udløbere (dendritter) og én lang udløber (axon), som kan være omviklet med en fedtskede. Øverst ses en nervecelle, som modtager signaler fra andre nerveceller via sine dendritter og sender dem videre via sit axon (signalretningen er angivet med pile). I boksen ses en synapse mellem to nerveceller.