Lungesygdomme opdeles efter, om de er hæmmende for åndedrætsbevægelserne (restriktive) eller spærrende for luftens bevægelse (obstruktive). Kronisk obstruktive lungesygdomme kan forværres akut, mens restriktive lunge-sygdomme kun sjældent er akutte og desuden sjældent forekommende³¹ og derfor ikke beskrives yderligere her.

De tre hyppigste obstruktive lungesygdomme er astma, kronisk bronkitis og emfysem. Betegnelsen kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) bruges oftest som samlebetegnelse for kronisk bronkitis og emfysem (se nedenfor), mens astma får lov at stå alene.

Tre forskellige mekanismer medvirker til at hæmme vejrtrækningen ved obstruktiv lungesygdom. Hver især er de med til at forhindre luftens bevægelse i lungerne og kan enten hver for sig eller i fællesskab hæmme vejrtrækningen i livsfarlig grad.

Fælles for nedenstående er, at personen føler det er svært at få vejret. Paradoksalt nok, er problemet ikke at trække luft ind i lungerne, men derimod at komme af med luften igen. Undertrykket i brystkassen under indånding vil hjælpe til med at udspile bronkierne, mens overtrykket under udåndingen (som i denne sammenhæng er større end normalt) vil medvirke til at de klapper sammen. Luften bliver derved fanget i alveolerne.

Over-reaktivitet i bronkiemuskulaturen

Når muskulaturen i bronkierne trækker sig sammen, bliver bronkiediameteren mindre og passagen af luft vanskeligere. Nogle mennesker har en lokal, kronisk betændelsesreaktion (inflammation) i bronkierne. Denne betændelsesreaktion øger tendensen til spærring af bronkierne, dels ved at den glatte muskulatur i bronkierne trækker sig sammen, dels fordi slimhinderne hæver (slimhindeødem) og desuden ved at øge produktionen af slim i de små luftveje.

Oversekretion i
bronkieslimhinden

Bronkievæggen indeholder foruden muskulatur også slimproducerende celler. I nogle situationer øges disse i antal og i størrelse, og den samlede produktion af slim bliver derfor større. Kaldes også for bronkial hypersekretion.

Ødelæggelse af
alveolevæggen

Skillevæggen mellem alveolerne og hårkarnettet omkring dem kan også ødelægges. Normalt kan lungevævet strækkes meget (hvilket sker under indåndingen) og derefter vende tilbage til dets oprindelige form (hvilket er grundlaget for udåndingen). Overstrækning af alveolevæggen medfører ødelæggelse og herefter dannelse af arvæv, hvormed de elastiske egenskaber ødelægges. Resultatet er, at lungerne bliver dårlige til at trække sig sammen og udånding bliver besværlig³³.

Lungernes evne til at trække sig sammen nedsættes i takt med dannelsen af arvæv. Det bliver derfor nødvendigt aktivt at skabe et stadigt stigende tryk for at komme af med luften (da udåndingen normalt skyldes lungernes elastiske sammentrækning, når åndedrætsmuskulaturen afslappes). Det høje tryk vil få bronkierne til at klappe sammen, hvorved der "fanges" luft i alveolerne som efterhånden udvides (emfysem). Udvidelsen af alveolerne kan blive så omfattende, at det på røntgenbilleder kan ses hvordan lungerne er blevet forstørret - hvilket er baggrunden for, at tilstanden også kaldes "for store lunger".

Især børn og ældre mennesker rammes af astma, hvor over-reaktivitet i bronkiemuskulaturen giver anfald af pibende vejrtrækning og åndenød i hvile. Astmaanfald udløses hyppigt af infektion, fysisk anstrengelse, indånding af kold eller tør luft eller luft med allergifremkaldende stoffer. Psykiske faktorer kan både udløse og forværre et anfald, ligesom sygdommen forværres af tobaksrygning og anden luftforurening. Anfaldet kan enten gå over af sig selv eller kræve behandling³⁴.

Indånding (A) af allergifremkaldende stoffer (allergener) kan fremkalde astma. Allergenerne optages fra luften og genkendes af celler fra immunforsvaret (B), som herefter udskiller signalstoffer (for eksempel histamin) (C). Signalstofferne fremkalder sammentrækning af bronkiemuskulaturen og øget produktion af slim, hvorved luftpassagen besværliggøres.

Under et astmaanfald trækker muskulaturen i bronkievæggen sig sammen. Da muskelfibrene strækker sig rundt om den enkelte bronkie, vil sammentrækningen føre til en mindre diameter af røret. Når diameteren bliver mindre, bliver modstanden større og herved besværliggøres luftens passage.

Lette anfald giver åndenød under aktivitet, men forhindrer ikke astmatikeren i at tale i hele sætninger, som alvorlige anfald gør³⁵. Har den syge selv medicin til behandling af astma, kan man hjælpe ham med at finde og tage denne.

Medicinen, der skal inhaleres, virker ved at slappe bronkiemuskulaturen af. Medicinen har kun få bivirkninger, heriblandt en øget hjertefrekvens. Selv ikke ved store doser er der forgiftningsfare, hvorfor førstehjælperen roligt kan hjælpe den syge med gentagne doser34. Hurtigtvirkende astmamedicin virker indenfor få minutter og er som regel markeret med blå farver, mens langsomtvirkende (forebyggende) astmamedicin er markeret med brune.

Ved alvorlige anfald, hvor åndenød binder astmatikeren til seng eller stol eller kun tillader ham at tale i afbrudte sætninger, skal ambulance alarmeres. Har der tidligere været livstruende anfald, bør man tilkalde ambulance selv ved lettere anfald^34;35.

Ved akut svær astma (tidligere kaldt status asthmaticus³⁴) har den syge forøget hjertefrekvens (puls over 110/min) og forøget vejrtrækningsfrekvens (over 25/min). Han bliver forpustet af at tale eller bevæge sig og vil være bundet til seng eller stol. Efterhånden vil personen udtrættes, og bevidsthedsniveauet kan falde. I sidste ende kan der opstå bevidstløshed og åndedrætsstop eller i svære tilfælde hjertestop.

KOL er årsag til cirka 2.500 dødsfald årligt her i landet³⁶ og er af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslået til at være den sjette hyppigste dødsårsag i verden i 1990³⁷. Tobaksrygning er den hyppigste årsag til syg-dommen (mere end 80% af tilfældene), men andre faktorer (luftvejsinfektioner, arbejdsmiljø, luftforurening og genetisk disposition) spiller også ind³⁶.

KOL er defineret som en sygdom, hvor luftvejene spærres på grund af kronisk betændelse i bronkiernes slimhinde (bronkitis) eller for store lunger (emfysem). Bronkitis kaldes kronisk, hvis man gennem to år har haft ophostning af slim i mindst tre måneder hvert år37.

Udviklingen af KOL foregår over mange år og symptomerne henføres ofte til, at man er i dårlig form, bliver ældre eller er overvægtig. Efterhånden som sygdommen får større betydning, stiger åndedrætsfrekvensen og flere muskler tages i brug for at trække vejret. Ofte ses vægttab, og ved alvorligere sygdom vil blodets indhold af kultveilte stige³⁷.

Ved udtalt og langvarig KOL ændres koncentrationerne af ilt og kultveilte i blodet. Iltkoncentrationen vil være nedsat (hypoxæmi), mens kultveiltekoncentrationen vil være øget (hypercapni). Desuden vil blodtrykket i lungekredsløbet stige hos mange, hvilket kan medføre højresidigt hjertesvigt på grund af den øgede belastning (se afsnittet ).

Nogle personer vil få et opsvulmet udseende som følge af væskeophobning i kroppen på grund af svigtende hjertefunktion, og iltmanglen vil føre til blåmarmorering af huden (se afsnittet )³³. For nogle mennesker med KOL er konstant eller dagligt ilttilskud en væsentlig del af behandlingen.

Under normale forhold er vejrtrækningen overvejende styret af blodets indhold af kultveilte. Ved langvarig KOL vil åndedrætscentret blive mindre følsomt for forhøjet kultveilteindhold i blodet (hypercapni), og vejrtrækningen vil i større omfang blive styret af blodets iltindhold. Korrigeres blodets lave iltindhold (hypoxien) kan det føre til en nedsat åndedrætsfrekvens eller åndedrætsstop. Behandling af KOL-patienter med ilttilskud udføres derfor under tæt observation, da man i enkelte tilfælde risikerer at forværre tilstanden38.

Ved akut forværring af KOL bør førstehjælperen yde psykisk førstehjælp og hjælpe personen til at finde sin sædvanlige medicin eller iltapparat. Bliver personen tiltagende træt, taler i kortere sætninger eller får sværere ved at hoste bør læge kontaktes eller ambulance alarmeres.