ForrigeNæsteINDEXINDEX

 




Betændelse i strubelåget


Betændelse i strubelåget (epiglottitis) er en potentielt livstruende sygdom som rammer alle aldersklasser, dog oftest børn i alderen 2-8 år49;50. Se desuden afsnittet "Falsk strubehoste" .
Betændelsen er oftest forårsaget af infektion med bakterier (Haemophilus influenza type B (HiB) er den langt hyppigste), men også infektion med forskellige vira og svampe er mulig. Vaccination mod HiB indgår i den almindelige børnevaccination i 3, 5 og 12 måneders alderen51.
Betændelsesreaktionen medfører opsvulmning af strubelåget (epiglottis) og slimhinden omkring. Strubelåget vil være stærkt rødt og fremstå spændt og kuglerundt - udseendet kan sammenlignes med et kirsebær. Forinden betændelse i strubelåget udvikler sig har der typisk været symptomer på infektion af de øvre luftveje i et eller to døgn, mens selve betændelsen i strubelåget udvikles i løbet af få timer.
Symptomer på betændelse i strubelåget er synkesmerter, savlen, åndedrætsbesvær og feber og i nogle tilfælde let hæshed eller grødet tale52. En person med betændelse i strubelåget er alment medtaget ("skidt tilpas") og vil ofte sidde lænet lidt fremad med fremadbøjet hoved, hvor åndedrættet er nemmest50.
Betændelse i strubelåget kan medføre hurtig og uforudsigelig spærring af luftvejene eventuelt med dødeligt udfald, da strubelåget kan klemmes fast - og dermed spærre - luftrørets åbning i forbindelse med en dyb eller hurtig indånding50, eller på grund af en irritativt udløst krampe.
Har man mistanke om betændelse i strubelåget, skal man lade personen være i den stilling, han finder mest behagelig (oftest siddende) og straks tilkalde læge eller ambulance, hvorefter man skal fortsætte med tæt observation af den syge50.
Man må under ingen omstændigheder forsøge at presse tungen ned eller på anden måde prøve at "kigge efter", om strubelåget er hævet. Der er stor risiko for at luftvejene blokeres, hvorefter man som førstehjælper står tilbage uden mulighed for at gøre yderligere52.
Personer med betændelse i strubelåget bliver indlagt på hospitalet, hvor det kan være nødvendigt at intubere (lægge et plastikrør ned i luftrøret) for at sikre frie luftveje, så længe behandling af infektionen står på.


Beredskabsstyrelsen

Danish Emergency Management Agency
Beredskabsstyrelsen - Datavej 16 - DK 3460 Birkerød
Tlf: (+45) 45 90 60 00 Fax: (+45) 45 90 60 60
E-mail:
brs@beredskabsstyrelsen.dk

ForrigeNæsteINDEXKildefortegnelse