Kvinder i redningsberedskabet


Kvinder på værnepligtslignende vilkår i det statslige redningsberedskab:

Som kvinde har du mulighed for at gøre tjeneste i det statslige redningsberedskab på lige fod med de mandlige værnepligtige.

En ændring af beredskabsloven i sommeren 2000 giver nemlig kvinder mulighed for ansættelse på værnepligtslignende vilkår og dermed adgang til at gennemgå det statslige redningsberedskabs uddannelser.

Du vil sammen med de indkaldte værnepligtige indgå i det daglige beredskab på et af styrelsens beredskabscentre og således blive en del af det beredskab, der skal sikre os alle bedst muligt over for ulykker og katastrofer.

I ansættelsesperioden, der er 6 måneder, vil du få en brandmandsuddannelse, en førstehjælpsuddannelse samt en supplerende uddannelse i redningstjeneste. Under ansættelsen får du mulighed for at erhverve kørekort til lastbil, det er derfor et krav til ansættelsen, at du har kørekort til personbil, når du møder frem. Derudover får du uddannelse i kommunikation, i miljø samt i internationalt beredskab.

Under ansættelsen, kan du søge om optagelse på en holdlederuddannelse, som medfører, at den samlede ansættelsesperiode forlænges til enten 9 eller 15 måneder. Holdlederuddannelsen foregår på Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse i Gentofte og Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev. Ved optagelse på denne uddannelse vil der eventuel være mulighed for en fremtidig karriere i redningsberedskabet.

Du kan få stor nytte af uddannelsen, da den f. eks. åbner mulighed for senere ansættelse som hel- eller deltidsbrandmand i det kommunale redningsberedskab.

Du behøver imidlertid ikke have planer om senere ansættelse i de kommunale redningsberedskaber eller ønske om en fremtidig karriere i øvrigt i redningsberedskabet for at søge om ansættelse på værnepligtslignende vilkår.

Flere kvinder, der allerede har/eller er i færd med at forrette tjeneste på værnepligtslignende vilkår, har været motiveret af lysten til nye udfordringer og udsigten til at kunne bruge deres erfaringer og uddannelse som frivillige inden for beredskabet eller i forbindelse med deres privatliv eller arbejdsliv i øvrigt.

opdateret 01-02-08 09:56



[ til top ] [ søg ] [ indholdsfortegnelse ] [ Find os her ] [ EAN-numre ]
Copyright: Beredskabsstyrelsen © 1998-2006; E-mail